Design af strikbluser til lang levetid
- Ph.d. studerende
-
Louise Ravnløkke
- Hovedvejleder
- Anne Louise Bang
- Projektvejleder
- Vibeke Riisberg
- LAB
- LAB for Bæredygtighed og Design
Om projektet
Denne ph.d.-afhandling, Design af strikbluser til lang levetid: strikkede prototyper som redskab for brugerdialog i designprocessen, undersøger, hvordan tekstildesigneren kan bidrage til bæredygtige løsninger, som kan medvirke til at forlænge levetiden af strikbluser.
Projektet forholder sig til udfordringer i tekstil- og beklædningsindustrien, i relation til en bæredygtig forandring. Jeg undersøger dette ved at studere, hvordan tekstildesigneren kan understøtte udvikling af branchen, i det paradigmeskifte, som industrien står overfor.
Afhandlingen er resultatet af et eksperimenterende og praksis-baseret ph.d.-projekt. Temaet for projektet er industriel fremstilling af fladstrik og tekstile designtilgange, til at forlænge levetiden af strikbluser. Samtidig undersøges brugsfasen, der her opfattes som central, i omstillingen til en mere bæredygtig adfærd (Fletcher, 2012; Niinimäki, 2011; Laitala, Boks, & Klepp, 2015).
Formål
Det overordnede formål med projektet er at generere viden, der kan bidrage til bæredygtig udvikling gennem designpraksis. Det er hermed hensigten, at understøtte tekstildesignerens rolle i denne udvikling. Selvom behovet, for at tøj holder i længere tid, er bredt anerkendt som en bæredygtig strategi, kan det være vanskeligt at omsætte i praksis. Derfor udfordres, og efterprøves, elementer af teorier og designstrategier i praksis, med henblik på at udvikle viden, og inspirere tekstildesignere og virksomheder.
Metoder
I afhandlingen anvender jeg teorier, og teoretiske anvisninger, til at gøre rede for hvordan designeren, gennem strategiske greb, kan arbejde med forretningskoncepter og designudvikling, rettet mod bæredygtige potentialer. For yderligere, at opnå en forståelse af mere konkrete tilgange, undersøges begrebet holdbarhed, ved at beskrive det ud fra tekniske, emotionelle og æstetiske aspekter, ved beklædning. Det tydeliggøres dermed, på hvilken måde disse aspekter forholder sig til tekstildesignerens faglige kompetencer. Jeg indleder afhandlingen med at gennemgå, hvordan tekstildesignerens kompetencer består i, at kunne udvikle tekstile konstruktioner, og derudover at arbejde med centrale elementer som farver, ornamentik og overfladebehandling. Disse kompetencer giver indsigt i og erfaring, med tekniske og æstetiske egenskaber ved beklædning, som kan sættes i relation til førnævnte aspekter omkring holdbarhed. Det er mere vanskeligt for designeren, at arbejde målrettet med emotionelle aspekter, fordi mennesker har individuelle oplevelser og opfattelser. Der vil derfor aldrig være et entydigt svar at hente. Forskningsstudier viser imidlertid, at glæde og tilfredshed, med brug af beklædning, potentielt kan føre til længere levetid (Niinimäki, 2011, s. 210). Jeg gør derudover rede for, at det ikke alene er relevant at arbejde med tøjets levetid, men at tøjets brugsfrekvens kan have en væsentlig betydning for dets samlede miljøaftryk (Laitala m.fl., 2018, s. 11). Med udgangspunkt i denne viden, anser jeg brugsfasen som en værdifuld indsigt, designeren kan inddrage i sit arbejde, rettet mod en mere bæredygtig fremtid.
Udviklingen, af digital strik-teknologi, åbner op for nye fremstillingsmetoder, og giver mulighed for at benytte flere designstrategier, rettet mod bæredygtighed. I afhandlingen beskriver jeg, hvordan fremstillingsmetoder, som fullyfashion og production on-demand, kan resultere i en zero-waste produktion, hvor kun nødvendige ressourcer anvendes. Derudover giver den teknologiske udvikling et potentiale, for at kombinere produktion on-demand med mass-cutomisation. Jeg tager afsæt i potentialet, for design og produktion af strikbluser, og anvender disse fremstillingsmetoder, som en indfaldsvinkel, til at undersøge en brugerinvolverende designtilgang. I den forbindelse udvikler jeg designkonceptet – et koncept til design af strikbluser, der fungerer som ramme, til at undersøge en åben designproces. I denne designproces inddrager jeg, som designer, viden fra brugsfasen, til udviklingen af konceptets designramme, og brugerne tilbydes en række æstetiske valg, inden deres strikbluse produceres. Ydermere kan blusen tilpasses efter den enkelte brugers kropsmål. Forskning viser, at størrelses- og pasformsproblemer er den anden mest markante årsag til, at tøj ikke bliver brugt, og afskaffes (Laitala m.fl., 2015, s. 98). Standard størrelsessystemer tager ikke højde for forskellige kropsbygninger, som eksempelvis smalle skuldre og bred hofte, kort og lang kropshøjde, eller barmstørrelse i forhold til resten af kroppens proportioner.
Forskningsprocessen er bygget op omkring designkonceptet, og veksler mellem designeksperimenter med brugere, og eksperimenter i strikværkstedet, i følgende tre faser: (1) brug af strikket beklædning,
(2) brugerinvolvering i designprocessen, og (3) brug af en personlig strikbluse.
(Fase 1) I projektets første fase, søger jeg indsigt i tre brugeres behov og præferencer, i forhold til strikket beklædning. Det sker med henblik på, at anvende den indsamlede viden i min egen proces, omkring udvikling af designkonceptet, baseret på mass-customisation. Imellem fase 1 og 2, udvikles designkonceptet, baggrund af viden og indsigter fra designeksperiment fase 1.
(Fase 2) Projektets anden fase tager udgangspunkt i designkonceptets muligheder for mass-customisation, og inddrager brugere i designprocessen, omkring valg af en personlig strikbluse. Designeksperiment fase 2 består af en serie af workshops, hvor 46 brugere bliver inviteret til at vælge deres fortrukne strikbluse, ud fra konceptets designramme. Mellem fase 2 og 3, fremstiller jeg strikbluserne til udvalgte brugere.
(Fase 3) For at undersøge, hvordan brugerne oplever at anvende en personligt fremstillet strikbluse, udleveres de til tre brugere, i projektets tredje fase. I designeksperiment fase 3 følges disse brugere, og deres brug af strikblusen gennem ét år.
Gennem disse tre faser, undersøger jeg en brugerinvolverende designtilgang, til udvikling af strikbluser. Jeg gør dette med udgangspunkt i, hvordan denne tilgang påvirker min egen designproces, og hvordan den modtages af brugerne.
Resultater
Designeksperiment fase 1 gav indsigter i, hvordan brugernes æstetiske oplevelse med strikbluser har indflydelse på deres præferencer, og ydermere kan påvirke brugsfrekvensen af deres strikbluser. Brugerfortællingerne viste, at brugernes erfaring med strikbluser har gjort dem bevidste om, hvilke farver, og hvilken blusemodel og pasform, de foretrækker, og synes, klæder dem bedst. Samtidig er det disse typer af strikbluser, som er blandt dem, der bruges oftest. De opnåede indsigter belyser et potentiale for at udvikle variationer af blusemodeller, som passer til forskellige æstetiske præferencer og kropsfigurer. Jeg identificerede forskellige kategorier, hvor brugernes præferencer har indflydelse på brugen af de pågældende strikbluser: visuelle udtryk, blusemodel, proportioner og pasform, samt materialets taktilitet. Disse kategorier anvendes i udviklingen af designkonceptet, som inspiration til at udarbejde designparametre for customisation.
I et koncept, baseret på mass-customisation, er kollektionsopbygningen udarbejdet som et system, hvorfra brugeren kan træffe designmæssige valg. En tilgang som denne udfordrer designeren på nye måder, sammenlignet med en traditionel kollektion af strikbluser, hvor brugeren ikke involveres i designprocessen, og valgmulighederne er mere begrænsede (Fletcher & Grose, 2012, s. 162). Jeg uddyber denne udfordring, gennem eksempler fra min egen proces, og inddrager derudover eksempler fra strikvirksomheden Unmade, der i afhandlingen fungerer som designcase. Unmade arbejder ligeledes med en brugerinvolverende designtilgang, gennem mass-customisation, ved at anvende nyere digital strik-teknologi. Min analyse af Unmades kollektionsopbygning, samt min kontakt til Unmade undervejs i projektet, har givet indblik i, hvordan denne systemiske tilgang udfordrer designeren med nye arbejdsprocesser, samt nye måder at tænke på. Bl.a. ved at designeren her får en rolle som stylist, der faciliterer at brugere kan engagere sig i designprocessen.
Projektets anden og tredje fase fokuserer på, hvordan denne brugerinvolverende designtilgang modtages af brugerne. Designeksperiment fase 2 indikerede, at brugerne havde lyst til at tage del i designprocessen, og formåede at træffe designmæssige beslutninger, omkring design af deres personlige strikbluse. Brugerne benyttede designkonceptets parametre, til at træffe personlige valg. Nogle brugere gik efter enkle og neutrale udtryk, mens andre ønskede at bryde et enkelt, eller neutralt udtryk, med en kontrast i form af detaljer. Min analyse af eksperimentet viste, at designkonceptets strikkede prototyper også havde en væsentlig betydning, i forhold til brugernes designvalg. Brugerne anvendte de strikkede prototyper som narrativer, for hvordan deres valg ville komme til at se ud, og hvordan disse, i så fald, ville komme til at passe sammen med deres øvrige garderobe. De strikkede prototyper viste sig derfor, at være et vigtigt redskab til at styrke brugernes forestillingsevne, idet de blev inddraget i designprocessen.
Designeksperiment fase 3 giver et indblik i, hvordan brugerne anvender deres personlige strikbluse. Eksperimentet viser, at brugerne integrerer strikbluserne i deres øvrige garderobe. De har en oplevelse af, at deres personlige strikbluse passer godt til dem – gældende for både det visuelle udtryk og pasform. brugernes fortællinger indikerer, at æstetiske aspekter, som disse, har indflydelse på deres glæde ved brugen af den. Desuden beskriver de, at det har en betydning, at materialet holder sig pænt (tekniske aspekter). F.eks. ved at tekstilet ikke har tendens til pilling. I forhold til emotionelle aspekter, oplevede brugerne, at få komplimenter for deres strikbluse. De beskriver endvidere, at disse er med til at bekræfte dem i deres personlige valg, og understøtter følelsen af, at deres strikbluse er noget særligt for dem.
Det er vanskeligt at vide, hvordan denne følelse påvirker brugernes relation til strikblusen, på længere sigt. Hvad jeg kan konkludere, på baggrund af dette eksperiment, er, at brugerne aktivt anvender strikblusen efter ét år, og at de udviser glæde og tilfredshed med brugen af den. Derudover viser eksperimentet eksempler på, hvordan brugerne yderligere personliggør deres strikbluse gennem anvendelse og styling. Disse eksempler belyser et potentiale for, at designere i højere grad kan arbejde med beklædning, der giver brugeren mulighed for, at tage ejerskab for tøjets udtryk – også i brugsfasen.
Konklusion
Mine undersøgelser viser, at der er en sammenhæng mellem brugerens personlige præferencer, hendes æstetiske oplevelse med egen strikbluse, og brugsfrekvensen for strikblusen. Dermed er der et potentiale for, at tekstildesignere, og virksomheder, med fordel kan øge opmærksomheden på materialekvaliteter og den æstetiske oplevelse. Afhandlingen viser ligeledes et designpotentiale for en brugerinvolverende designproces, og giver praktiske eksempler på, hvordan tekstildesigneren kan udnytte og udfolde sine kernekompetencer (kendskab til teknologi, æstetiske virkemidler og emotionel værdi), i en sådan proces. I forlængelse af dette, vil jeg især fremhæve anvendelsen af strikkede prototyper, som et resultat af projektet. Igennem projektets tre faser, har jeg benyttet forskellige typer af strikkede prototyper, til at skabe dialog med brugerne. Min anvendelse af prototyperne eksemplificerer, hvordan designeren kan bruge dem til at opnå indblik i brugsfasen. Desuden viste mine undersøgelser, at de strikkede prototyper understøttede brugerne i deres deltagelse i designprocessen.
Projektets udvikling af viden er genereret gennem praksis. Dette er også afhandlingens hovedbidrag, som dermed bidrager til diskussionen om tekstildesignerens rolle, i den udvikling branchen står overfor, forskningsmæssigt, såvel som i praksis. Det er mit ønske, at min praksisbaserede tilgang, i dette projekt, kan være til inspiration for tekstildesigneren og virksomheder, der tilstræber at arbejde hen imod aktiv brug og lang levetid. Forskningsmæssigt bidrager projektet, i særlig grad, til feltet bæredygtig tekstil- og beklædningsdesign, ved at jeg anvender min designfaglighed til at udfordre teoretiske perspektiver, og derved genererer ny viden. Jeg udvikler dermed viden gennem praksis. Projektet bidrager således til den igangværende diskurs omkring brugsfasen, som en vej til bæredygtig forandring.
Kontakt
