
Organisationspsykologi og ledelse af strategiske designprocesser - facilitatorrollen og gruppedynamik
- Dato og sted
29. oktober
19. november
10. december
Kl. 9.30-15.30
Designskolen Kolding
Ågade 10
6000 Kolding- Pris
- 6.000 kr. ekskl. moms
Organisationspsykologi og ledelse af strategiske designprocesser - facilitatorrollen og gruppedynamik
Om kurset
Organisationspsykologi og ledelse af strategiske designprocesser forudsætter, at man som facilitator er i stand til at træde ind i rollen på en nysgerrig, dynamisk og eksperimenterende måde. Man skal kunne forstå, opdage og ændre eventuelle uhensigtsmæssige gruppedynamiske bevægelser i det øjeblik, hvor de udspiller sig. Designprocesser udforsker ofte det ukendte, og der kan være meget på spil, når man søger efter en nyskabende løsning. Det kræver et samtidigt fokus på både opgave og proces.
Hvordan indtager du personligt rollen som procesfacilitator? Hvilke psykologiske faktorer har indflydelse på din egen performance? Hvad kommer fra dig selv, og hvad kommer fra organisationen eller gruppen? Hvordan bliver du i stand til at genkende de dynamikker, som du og gruppen kan blive udsat for, så du bedst muligt indtager din rolle som facilitator og guider gruppen tilbage til arbejdet med kerneopgaven? Det er alt sammen spørgsmål, som du får lejlighed til at udforske og finde svar på med kurset ’Organisationspsykologi og ledelse af strategiske designprocesser - facilitatorrollen og gruppedynamik.'
Udbytte
Du bliver i stand til at træde ind i rollen som facilitator på en nysgerrig, dynamisk og eksperimenterende måde, og du bliver trænet i at forstå, opdage og ændre eventuelle uhensigtsmæssige gruppedynamiske bevægelser i det øjeblik, hvor de udspiller sig.
Du får blandt andet:
- Viden om facilitatorrollens dynamik, og om hvordan psykologiske processer influerer på gruppers evne til at arbejde effektivt med strategiske designprocesser
- Færdigheder til at opdage og undersøge igangværende gruppedynamiske processer
- Kompetencer til at intervenere over for uhensigtsmæssige gruppedynamikker og dermed bevare gruppens fokus på løsning af en opgave i pressede situationer

“Designprocesser udforsker ofte det ukendte, og der kan være meget på spil, når man søger efter en nyskabende løsning. Det kræver et samtidigt fokus på både opgave og proces.”
Målgruppe
Kurset er for dig med interesse for psykologiske processer, og som gerne vil undersøge, hvordan du personligt udfylder rollen som procesfacilitator. Du er villig til at dele svære eller komplekse problemstillinger, og du vil gerne træne din evne til at facilitere grupper i en dynamisk ’her-og-nu’-situation. Kurset er relevant for alle, der arbejder med facilitering, eller som har en ambition om at komme til at gøre det.
Det er også muligt at tage kurset som en del af Diplomuddannelsen i Strategisk Design og Ledelse, hvor du afslutter kurset med en skriftlig opgave svarende til 5 ECTS-point. Læs mere her.
Om undervisningen
Undervisningen veksler mellem teori og praktiske øvelser, så du får afprøvet ny viden og omsat den til brugbar erfaring. Øvelserne benytter sig af sociologiske metoder i kombination med greb og metoder fra den designbaserede tilgang. Det kan være tegneøvelser, brugen af rumlighed, den fysiske og psykiske tilstedeværelse i en simuleret ‘her-og-nu’ situation. Ved at bringe dig selv aktivt i spil – i både individuelle og gruppedynamiske øvelser – får du mulighed for at blive klogere på din egen faciliteringspraksis.
Kurset er inspireret af Psykodynamisk Systemteori. Her arbejder vi både med et synligt niveau, som befinder sig over overfladen, og med et dybereliggende niveau, som ligger under overfladen – og som kræver særlige teknikker, der kan opdage, undersøge og arbejde med psykologien i kreative processer, som eksempelvis hvordan ubevidste tanker, følelser og fantasier indvirker på samskabelse.



Generelt
Underviser på kurset er Mads Østergaard, der som organisationskonsulent i mere end 20 år har arbejdet med ledere og medarbejdere i mindre og mellemstore virksomheder inden for det private erhvervsliv. Han har en Master i Organisationspsykologi (RUC) og en HD i Organisation (Aarhus BSS). Mads Østergaard er stifter og ejer af konsulentfirmaet Grænseland ApS (www.graenseland.com) samt medstifter og partner i Lederens Refleksionsgruppe (www.lrg.dk).
Dkr. 6.000,- ekskl. moms
Beløbet dækker undervisning, undervisningsmaterialer samt forplejning.
Du får 10 % rabat på kursusprisen ved tilmelding af 3 fra samme CVR-nr.; tilmeld 5 fra samme CVR-nr., betal for 4.
NB: Rabatten gives kun på selve kursusprisen, ikke på priserne for forplejning og materialer.
8. oktober 2025
Efter tilmeldingsfristens udløb er man velkommen til at kontakte os for at høre, om der stadig er ledige pladser.
Når du er optaget på kurset, er tilmeldingen bindende, også selvom du efterfølgende kan blive forhindret i at gennemføre.
Cases og nyheder
Yderligere information
Kontakt kursusansvarlig Morten Krogh Petersen, hvis du har spørgsmål til kursusindholdet.