Anerkendt legeforsker gæster skolen
Edith Ackermann er nemlig en af de helt store profiler inden for design af leg og har bl.a. – ligesom Designskolen Kolding – et tæt samarbejde med LEGO. Besøget er da også kommet i stand i samarbejde med LEGO Fonden.
Ackermann gæster skolen for at dele ud af sin omfattende viden og inspirere studerende, undervisere og ansatte til deres fortsatte arbejde med leg og design. Det er et område, som skolen arbejder strategisk med både i forhold til undervisning og forskning i regi af skolens Laboratorium for Design og Leg under ledelse af Karen Feder.
-Det er fantastisk at få besøg af Edith Ackermann, som med sin store viden om og erfaring med børn, leg og læring kan være med til at styrke Designskolens arbejde med at designe fremtiden leg, siger Karen Feder.
Dagens program
Edith Ackermann forelæser for 1. års kandidatstuderende under overskriften ”Designing for/with Children” og stiller bl.a. skarpt på designmetoder og co-creation. Forelæsningen efterfølges af en særlig Food Design-event, som involverer 6C designproces-modellen: Collaborate, Collect, Comprehend, Conceptualise, Create, Communicate. Og endelig slutter dagen med vidensudveksling Ackermann og ansatte imellem med fokus på brugerinddragelse og samarbejde med organisationer og virksomheder.
Om Ackermann
Edith K. Ackermann er Honorary Professor of Developmental Psychology ved University of Aix-Marseille 1 i Frankrig. I øjeblikket er hun desuden Visiting Scientist ved Massachusetts Institute of Technology, School of Architecture og Visiting Professor ved University of Siena, Department of Communication. Hun underviser, forsker og udfører konsulentarbejde for virksomheder, institutioner og organisationer i krydsfeltet mellem læring, undervisning, design og digital teknologi.