16 sep. 2014 / Uddannelse og forskning

Canadisk topdesigner gæster Designskolen

Semesteret er for alvor skudt i gang med et topnavn på plakaten. Hunter Tura, direktør i det internationalt anerkendte designbureau Bruce Mau Design, har netop været gæsteunderviser på Designskolen Kolding.
Af mfs@dskd.dk

Hunter Tura var den første gæsteunderviser på kurset "Advanced Expertise", et fireugers undervisningsforløb for kandidatstuderende på Kommunikationsdesign, hvor i alt tre internationale designprofiler er hentet ind som gæsteundervisere.

Formålet med kurset er at udvide de studerendes forståelse af designtænkning og introducere dem for nye designmetoder.

Fra nyskaber til genskaber
Den canadiske designdirektør stod i spidsen for et ugelangt forløb, hvor de studerende lærte at flytte fokus fra at være "nyskabende" til at være "genskabende". Under overskriften "Designeren som redaktør" arbejdede de studerende med eksisterende materialer og kombinerede dem for at skabe nye hybride virkeligheder.

- Designere har traditionelt og historisk set et mindset, hvor de ser sig selv som "forfattere"; som skabere af nyt og originalt indhold. Det er ikke en særlig bæredygtig tankegang og afspejler ikke de krav og den efterspørgsel, som designere står over for i dag, forklarer Hunter Tura .

Reducere og redigere
Under sit forløb stillede Hunter Tura de studerende fire opgaver - en ny for hver dag. På forløbets første dag kendte de studerende derfor kun den første opgave: "Vælg et tema som sætter gang i din personlige, visuelle erindring, men som samtidig appellerer bredt."

De efterfølgende dage fik de studerende til opgave at:

  • lave en bog med 250 billeder, der visualiserer deres tema.
  • reducere antallet af billeder til 125 stk. og præsentere dem i en animation eller et slideshow.
  • præsentere en plakat med kun ét billede, der fungerer som visuelt synonym for temaet.

De studerende arbejdede i grupper under forløbet. På forløbets sidste dag præsenterede de deres arbejde for hinanden og Hunter Tura. 

Flere internationale profiler
Foruden Hunter Tura vil også Pam Asselbergs fra hollandske The Motor og Patrik Gebhardt fra The Brand Union i Sverige undervise på kurset "Advanced Expertise".