Dansk leg designes med hjertet
Dialog skaber indsigter
Hovedkonklusionen er enkel: Danske udviklere af leg designer med hjertet! I materialet hedder det blandt andet:
”Målet er at være gnisten, der antænder det store legebål. Børnene skal have friheden til selv at afprøve, eksperimentere og udforske. Frihed sættes over kontrol. Det betyder at lege-løsninger ofte er flerfunktionelle, enkle og af høj kvalitet”.
De øvrige konklusioner er opsummeret i en række indsigter, nærmere bestemt 10, som de deltagende virksomheder og øvrige konferencedeltagere fik udleveret og præsenteret på dagen. Indsigterne bygger på de observationer og erkendelser, som HUB for Design & Leg har gjort gennem det seneste år, hvor projektet har haft en tæt dialog med en række danske virksomheder, der dagligt udvikler og tilrettelægger design af leg, nemlig LEGO Future Lab, PlayAlive, PlusPlus, ABCity, DR Ramasjang/Ultra, Winther, Gonge, Nicolai for Børn, Four Esses og Uniqa.
”I Danmark er vi rundet af en kultur og en pædagogisk arv, som vi bør være stole af og ikke at tage for givet. De indsigter, som vi er nået frem til, afspejler denne arv. Den skal vi formidle – både for at forstå processerne og udvikle dem, men også for at holde dem i hævd. Arven skal aktiveres og italesættes”, siger projektmedarbejder Stine Poulsgaard. ”Det er formålet med arbejdet”.
Stor begejstring
Der var udbredt begejstring at spore blandt deltagerne for det arbejde, som projektgruppen har udført, og for hele ideen med projektet, der bygger bro mellem forskning og praksis:
”Vi har høj grad af fokus på design af læringsrum, men mindre på design af rum for leg. Hvis vi vil designe andre praksisser end læringspraksisser, er det vigtigt vi finder ud, hvordan vi vil tilrettelægge dem. Det kan det her initiativ være med til at bane vejen for,” siger Helle Skovbjerg Kroff, legeforsker ved Aalborg Universitet.
Udvikler Tina Beck fra Uniqa siger:
”Projektet er vigtigt og meget relevant. Det har bragt fornyelse og kreativitet ind i vores hverdag på en ny måde. Vi har også fået et større netværk og er blevet mere opmærksomme på andre faggrupper, og hvordan de arbejder med leg. Indsigterne repræsenterer et vigtigt stykke materiale, som vi alle sammen kommer til at bruge på forskellige måder i vores arbejde; både ubevidst og i forhold til at retfærdiggøre hvorfor vi gør, som vi gør. Som en slags dokumentation. Leg er et begreb alle kender, men vi er i en tid hvor det også er vigtigt at man kan dokumentere, at leg har betydning. For eksempel har en af indsigterne overskriften ”Respekt for leg”. Det synes jeg personligt er en super vigtig pointe, specielt set i lyset af den nye skolereform. Hvad gør vi hvis al leg skal have med læring at gøre? Hvad er leg så om fem år?
Oplæg, workshop og ’fri leg’
Præsentationen af indsigterne og DNA’et i dansk design af leg blev koblet på en designworkshop, hvor deltagerne fik mulighed for at omsætte indsigterne til (egen) praksis. Derudover bød dagen også på et spændende oplæg ved Reyne Rice, en anerkendt amerikansk trend hunter, som satte det danske DNA ind i en international kontekst af ’toy trends’. Inden der blev dømt ’fri leg’ og netværk, fik deltagerne fornøjelsen af en yderst underholdende og vanligt provokerende forelæsning om kreativitet ved illustrator, interaktionsdesigner og filmskaber Anders Morgenthaler, som dermed officielt tiltræder som adjungeret professor ved Designskolen Kolding.
Next step
Projektet er gennemført i regi af Dansk Design og Arkitektur Initiativ og afsluttes formelt med udgangen af april. Indsigterne arbejder dog videre i nye aktiviteter i form af udviklingsprojekter, efteruddannelse, forskning og fortsat samarbejde med nye og gamle interessenter og aktører.