Den rørende skønhed i en overkørt tandbørste

Egentlig er det jo vildt provokerende, det hun laver. Tager vores affald, efterladenskaberne fra vores materialistiske samfund, alt det, der er tilovers, og som vi væmmes ved. Så engagerer hun os i at lære skraldet at kende og se på det med nye øjne. Og pludselig genopstår affaldet som en mangefarvet Fugl Fønix, som et kunstværk i hundredevis af farver. 208, for at være helt nøjagtig. Maria Viftrup er designer. Men også kunstner og formidler. Hendes mission er at vænne vores øjne til at se skønhed og muligheder i affaldsressourcer.

Et arkiv af affald og farver 

På en væg i Koldinghus hænger der 208 reagensglas med hvert deres indhold, tekstur og farve. Indholdet er affald, som Maria Viftrup har indsamlet, granuleret, blendet eller hakket i små stykker i en kaffemølle, og det fremstår i alle regnbuens kulører og lidt til, for nogle er krystalhvide med småbitte røde prikker, andre støvetgrå, nogle turkisblå og glinsende og andre hyggeligt brune.

Det er svært at gætte, at man lige nu står og ser på en blendet plasticbutterfly, en pulveriseret avocadosten, sandet fra gammelt sandpapir, en knust hestehov, en cykelrefleks eller totter af designerens mors hår. Materialer, som det umiddelbart er svært at se værdien i, men det kan vi lære, mener hun.

Det skønneste skraldefund

Maria Viftrup er besat af affald. Når hun går på gaden, scanner hun konstant sine omgivelser for nye fund. Øjnene løber langs husmurene og inde i krogene, for hvad nu hvis der var noget spændende et sted. ”Se lige, hvor smuk denne her er,” siger hun og fremviser et cirka ti centimeter langt net i orange plastic. De milimetertykke plastictråde danner et symmetrisk net, som kan hives ud i forskellige former. Måske har det været brugt til at beskytte et rør eller noget lignende engang. Hendes bedste fund er hovedet af en overkørt tandbørste. ”Den var simpelthen så smuk, at jeg blev helt rørt,” fortæller hun. Pludselig begynder det at give mening med det smukke i affaldet. Og det er det, hun kan. At få folk til at få øjnene op for ressourcerne i vores affald.

Samtaler om verden ved transportbåndet

På kunstmuseet ARoS har hun designet og gennemført en række workshops, hvor hun engagerer deltagerne i at sortere affald. På forhånd har hun møjsommeligt vasket alt skraldet, der herefter hældes på et transportbånd - hun er nok en af de få 25-årige kvinder i verden, der brændende har ønsket sig et 4½ meter langt transportbånd - og skraldet bliver så sorteret af deltagerne efter for eksempel farve, form, materiale eller størrelse. Hun engagerer deltagerne i at omdanne det sorterede affald til mønstre og skulpturer. Man bliver bedt om at finde sit yndlings stykke affald og om at tegne det. På den måde får man involveret alle sanser i at opleve det potentiale og den skønhed, der er i affaldet. Den konkrete oplevelse med affaldet skaber nysgerrige og åbne samtaler om ressourcer, materialer, affald og verdens udvikling. Den slags samtaler brænder Maria Viftrup for at skabe.

”Nysgerrighed er en vigtig drivkraft i en bæredygtig udvikling, og er meget sjovere end løftede pegefingre og dårlig samvittighed. Når vi er nysgerrige, begynder vi at stille spørgsmål, og når man selv stiller spørgsmål og opsøger viden, så føler man sig meget mere engageret i at handle. Så kan alle være med, og bæredygtighed skal jo ikke bare være noget for eliten,” forklarer hun.

Fra natur til belastning eller omvendt

Affald er et af vores plagede klodes store problemer. De globale affaldsbjerge vokser. Ikke kun på lossepladser, men i gaderne og i naturen. Maria Viftrup er optaget af kompleksiteten i disse udfordringer, men insisterer stadig på en nysgerrig og fantasifuld vinkel på problemerne:

”Hvad hvis affald var smukt? Ville det så egentlig stadig være affald? Det afhænger jo af øjnene, der ser. Måske graver fremtidens arkæologer engang et overkørt tandbørstehoved op af jordlagene, bliver helt lykkelige for fundet af dette fortidsmateriale og sætter det på et stort museum med et lille skilt om, hvor spændende, det er. Måske vil fremtiden værdsætte ressourcerne mere, end vi gør. Men vi kunne jo også bare øve os i at gøre det nu…”

Det er ikke kun håndteringen af klodens store affaldsmængder, der er udfordringen. Hvert eneste lille stykke slikpapir, hver en kaffekop, itureven pressenning, skåret kop og nusset t-shirt fortæller hver især historien om, at man engang gik ud i naturen, tog endnu en bid af ressourcerne, satte gang i en kompliceret forarbejdningsproces og endte med et produkt, som nu har udtjent sit formål, og herefter kun er til gene. Og det er jo helt galt, mener Maria Viftrup.

”Jeg drømmer om, at vi kan øge respekten for materialet. Alt, hvad vi rører ved, er jo naturressourcer, der er transformeret gennem nogle hårde og videnstunge processer. Det må vi værdsætte og respektere. Vi må blive ved med at se det værdifulde i de ressourcer, lige meget hvor de er i processen. Vi må forstå, at materialer er noget, vi har til låns fra naturen.”

Samarbejdspartnere: ARoS Kunstmuseum, Kolding Kommune.