DesignCamp2015 indefra
Vi har nemlig samlet de vigtigste insights og resultater i en digital publikation, som du kan se enten som e-bog eller pdf. Så gå om bord i alle de studerendes projekter, se deres film og find links til dem og deres samarbejdsvirksomheder. Hvis du har lyst til at se eller gense oplægsholderne på konferencen, giver publikationen også mulighed for det.
I tillæg til den digitale publikation har vi skabt en lille folder med en kort intro til campen, som du også er velkommen til at se eller downloade.
Om DesignCamp2015
DesignCamp 2015 fandt sted på Designskolen Kolding i september/oktober under overskriften Social Innovation & Entrepreneurship. I to uger mødtes 11 virksomheder og 42 internationale designstuderende fra hele verden om at skabe løsninger, som skaber værdi på den sociale og den økonomiske bundlinje.
En af virksomhederne, Easyfood, fik et koncept med hjem, der kan reformere hele virksomhedens kultur: Et system som samler både ledelse og produktionsfolk i virksomheden og også inkluderer brugere af Koldings Folkekøkken. Kernen i konceptet er samtale.
En anden lokal virksomhed, nemlig Isabella, havde ingen genanvendelsesplan for deres fortelte, men det har de nu! De designstuderende har nemlig skabt en cyklus, hvor brugte fortelte genanvendes og bruges som materiale til tasker, som laves og sælges af socialt udsatte, fx hjemløse, som derigennem får mulighed for at forsørge sig selv, samtidig med at Isabella også får et udbytte og en helt ny fortælling omkring deres produkter.
Lammhults Biblioteksdesign har fået et nyt system, Comma, som gør dem i stand til at transformere sig selv fra leverandør af biblioteksinteriør til en pro-aktiv virksomhed, som med sine produkter adresserer sociale behov. Systemet inviterer kort sagt brugerne til at skabe et fællesskab og få indflydelse på de produkter og rum, som de bruger, gennem co-creation workshops med designere og eksperter.
Næste Camp stiller skarpt på bæredygtighed
På Designskolen Kolding har vi i disse år valgt at dedikere vores årligt tilbagevendende DesignCamp til vores strategiske fokusområder, som er social inklusion, bæredygtighed og leg. Næste DesignCamp finder sted i ugerne 5-7 i 2017 og stiller skarpt på bæredygtighed.
Kontakt leder af LAB for Bæredygtighed og Design, Lykke Kjær lk@dskd.dk, hvis du vil vide mere.
DesignCamp2015 er arrangeret i samarbejde mellem Designskolen Kolding, D2i - Design to innovate, Syddansk Vækstforum, TREFOR og EU’s Socialfond.