07 okt. 2021 / Uddannelse og forskning

Designstuderende rustes til fælles læring

16 kort skal støtte designstuderende i at give feedback til hinanden under studietiden
Af Katrine Worsøe

Det var et stigende behov for at træne studerende i at være mere reflekterende og minimere utryghed i læringsmiljøet, der fik studieadjunkt Joan Pedersen og Ph.d. Anne Corlin til at udvikle et peer feedback værktøj med fokus på at gøre læring blandt designstuderende til et fælles mål. Helt konkret: en æske med 16 kort, der kan bruges som fælles metode- og arbejdsredskab for de studerende til at støtte og bruge hinanden konstruktivt gennem studiet.

- De kunstneriske uddannelser ligger generelt meget højt i forhold til stress blandt de studerende. En af årsagerne til dette findes i de studerendes manglende kompetencer i at adskille sig selv fra deres projekter. At gøre læring til noget fælles, til en proces og til noget vi kan give til hinanden, er et af målene med peer feedback-kortene, siger Joan Pedersen.

Kortsættet er udviklet som led i Joan Pedersens og Anne Corlins nyligt afsluttede pædagogikum, der siden januar 2019 er blevet tilbudt alle studieadjunkter og studielektorer på Designskolen kolding. Kortene tager afsæt i designerens vante, metodiske tilgange i at undersøge forskellige problemstillinger samt relevante læringsmål for designuddannelsen. Sættet indeholder et oversigtskort, der beskriver hovedreglerne for peer feedback, 12 forklaringskort og 3 handlingskort til noter og refleksioner. Kortene er siden blevet testet i tre forskellige undervisningsforløb for både bachelorer og kandidater - to gange fysisk på Designskolen Kolding og en enkelt gang online.

Forskellige behov
Inddragelsen af studerende på de forskellige niveauer af deres uddannelse viste, at de studerende har forskellige behov for styring. Bachelorstuderende har mere brug for at kunne gå trinvis frem gennem feedback-sessionen, og pladsen der er til rådighed på kortene for at skrive, er rigeligt til deres feedback og refleksioner. Kandidatstuderende derimod efterlyser mindre styring, mere egenkontrol over tiden, og de efterspørger mere plads til at kunne notere tanker og refleksioner. Det har resulteret i, at peer feedback kortene indeholder mulighed for at kunne vælge mellem forskellige fremgangsmåder i forhold til tidstyring, brug af kort og styring af dialog.

Det er meningsfuldt
Alle tre grupper af studerende oplevede materialet som meningsfuldt, både i forhold til at kunne give feedback til hinanden og i forhold til at modtage brugbar feedback fra medstuderende. Den generelle feedback er, at materialet skaber en struktur, hvilket gør det nemmere at blive konkret. Dermed bliver kortsættet en ramme for faglig dialog om de studerendes projekter, der samtidigt styrker en målrettethed i forhold til emnet.

- Peer feedback giver mulighed for at reflektere dybere om konkrete ting i projekter, lyder det fra en studerende på 1. års bachelor.

- Dejligt at få ens klassekammeraters holdninger og meninger. Man følte sig tryg ved at skulle give feedback, lyder det fra en anden studerende.

Kunstnerisk udvikling
Projektet har efterfølgende modtaget midler til videreudvikling af kortene og fortsætter som et KUV-projekt på Designskolen Kolding. Det næste arbejde vil fokusere på, om materialet skal indeholde konkrete design-artefakter, der kan styrke dialogen yderligere mellem de studerende. I de videre undersøgelser bliver målgruppen udvidet til også at inkludere studerende og undervisere fra Syddansk Universitet, Aarhus Universitet og Arkitektskolen i Aarhus.

 

Peer feedback er læringsaktiviteter, der involverer feedback fra én studerende til en anden. For mange studerende er det ikke nyt at forholde sig til medstuderendes arbejde, men det kan være nyt at arbejde mere intentionelt med peer feedback.

“I think it really helped to have a framework or some guidelines to work with for conducting feedback. It was a big help to know what the other person would like to have feedback on.- MA Student, Design for People”