Designstuderende skridtede fremtidens sko af i Tønder
- Det handler ikke om skoene. Det handler om mennesker. Jeg vil hellere, at I går herfra som bedre mennesker end bedre designere. Sammen er vi bedre.
Devisen er D’Wayne Edwards – manden der igennem 5 uger har vejledt og guidet studerende i at designe fodtøj. Med ord fra hjertet startede Edwards dagen med en sand peptalk rettet mod de knap tredive studerende, der sad klar til at præstere foran et panel bestående af et talstærkt designteam fra ECCO, der har til huse i den sydjyske by Tønder.
- I dag er jeres dag. Det, der betyder noget er jeres indsats. Så er det mindre vigtigt hvilket resultat, der kommer ud af det. Ej scenen, gå frem, benyt hele gulvet, bliv komfortable og vær tro mod jer selv, lød det fra Edwards.
Diversitet
Med udgangspunkt i forskellige behov demonstrerede fire grupper variationer over samme produkt, netop skoen. Og variationer var der mange af: én gruppe præsenterede en serie af børnesko tænkt til de olympiske lege i Tokyo 2020. En anden gruppe var fokuseret i det unge publikum med mod til at skille sig ud, en tredje udfordrede det urbane med guld, glitter og et stramt, arkitektonisk udtryk.
Et frisk pust
For ECCO CASUALs divisionsdirektør Rudy J. Haslbeck er det som at få et frisk pust, når de studerende fremlægger deres projekter
- For mig personligt er det en inspirationsrejse. De studerende er ikke inficeret af industrien og tænker ikke så meget over produktion, omkostninger og om skoen overhovedet kan lade sig gøre. Det er jomfrueligt og frisk. Det giver mig en drivkraft, som jeg kan tage med ind i den næste kollektion.
D'Wayne Edwards er tidligere chefdesigner hos NIKE og manden bag de berømte sportssko, Air Jordan, som sidder på fødderne af den amerikanske basketball-stjerne Michael Jordan. D'Wayne er ligeledes manden bag det amerikanske akademi for skodesign, PENSOLE, som ligger i Portland.
Det er tredje gang, at Edwards gæster Designskolen Kolding for at samarbejde med ECCO og de studerende. I år var han ledsaget af sine to kollegaer fra Pensole Academy Suzette Henry og Wichaya Chantarasamee.