Dimission 2020 - del 1

Det er ikke uden udfordringer for Designskolen Koldings kandidater at tage afgang i år. Og på grund af COVID-19 har en del da også valgt at udskyde deres endelige eksamen til august. Alligevel - eller måske netop på grund af denne modstand - var glæden ved dagens dimission og online-fejring stor.

Her sprang 17 designerne ud - på kanten af en pandemi, på kanten af det mulige og på kanten af en ny tidsånd, hvor designs betydning for alvor trænger sig på. I hvert fald hvis man skal tro rektor Lene Tanggaard, som for første gang holdt den traditionsrige tale til de nye designere.

Vi bringer her talen i sin helhed:

- Dette er min første rektortale. I kender vores skole som jeres egen bukselomme. Jeg er først ved at finde ud af, hvad der er ’op og ned’. I ved, at der findes både forår, sommer, efterår og vinter på Designskolen. Jeg er i mit første forår som Designskolerektor. Og det blev endda til et Corona-forår, hvor vi måtte være på afstand. Det føles derfor lidt underligt at skulle tale til jer. For jeg kender jer kun som glimt på gangen i den tidlige vinter, mens I er fortrolige med alt her og med hver en afkrog på skolen. Nogle af jer har vel nærmest boet her. Elsebeth Gerner, min forgænger, har fortalt mig, at der rundt om i byen har været jævnlige bemærkninger om, at det da er underligt med al den snak om bæredygtighed, når vi tilsyneladende har lyset tændt til sent om aftenen. Det kræver en forklaring. I er nemlig engagerede. I skaber liv på skolen, og gør Kolding til noget helt særligt. Der er en grund til, at de lokale folketingspolitikere siger, at vi er kommunens og regionen fyrtårn. Der er noget at leve op til.

Nu står I på tærsklen til noget helt nyt. Hvad enten I fortsætter her på skolen, rejser til det store ind- og udland for at studere videre eller begiver jer ud i det, vi lidt fejlagtigt kalder det virkelige liv. For det er jo hele tiden ret virkeligt, også lige nu. Om end vi slipper jer, så skal I vide, at vi gerne vil holde forbindelsen. Jeg har planer om at invitere til et årligt alumne-arrangement for alle tidligere elever og studerende på skolen. En lørdag formiddag til brunch og gåtur og snak om skolen, om fortid, om fremtid og om design.

Ud over, at I helt sikkert kan være glade og stolte over alt det, I har bedrevet de senere år her på skolen og i alle de andre sammenhænge, hvor jeres uddannelse har bragt jer, så tror jeg også, at I kan gå ud i verden med en vis fortrøstning. Det kan godt være, at designere er nogle af de første, der bliver fyret, når virksomheder skal spare (det kan vi se som et mønster hos globale virksomheder i disse tider), men der har omvendt aldrig nogensinde været mere brug for design og for designere til at kunne løse, indløse, indfri, udfordre, provokere og fremelske nye løsninger og nye bud på en mere frugtbar, en mere levende og en mere bæredygtig fremtid. Den omsorg, den menneskelighed, den æstetiske sans, de formgivningsevner, de måder at tænke og bruge design på, som I har lært, de kan bruges. Det kan godt være, at der ikke er så mange, der kan se det, men så skal I ikke tøve med at sige det højt.

Design har momentum, og det er ikke bare noget, jeg har fundet på. Forleden i Politiken gav 10 designere deres bud på, hvordan vi skaber en fremtid, som vi kan holde ud at være i. De fik en hel side, og det kan godt være, at det er fordi, at det er en gammel kulturradikal tante, der giver spalteplads, men jeg tolker det som et tegn på, at design lige så stille trænger sig på. I en verden, der er usikker, flydende, uforudsigelig, brændbar og præget af stigende ulighed og enorme udfordringer med den grønne omstilling og med tilbagevendende undertrykkelse af anderledes tænkende, så kan I gøre en forskel, fordi I er professionelt trænet i at handle og at tænke kreativt, at finde nye løsninger og at gøre det med afsæt i de eksistentielle behov og ønsker, som mennesker og andre levende organismer måtte have. I kan både skabe smukke, funktionelle ting og produkter, der varer længe, som giver mennesker værdi, og som ikke kun er produceret for at blive smidt ud igen, og så kan I bruge jeres designfaglige praksis til at hjælpe andre mennesker med at binde og flette ting sammen på nye måder.

Vi er kommet til at holde af jer. Nogle af jeres undervisere kender jer rigtig godt. I har lært hinanden at kende og har for nogles vedkommende sikkert spundet venskaber for livet. Uddannelse er og skal være, ’a mode of inquiry’, som en kollega i udlandet sagde til mig forleden. Uddannelse er et sted, hvor man kan eksperimentere med sit fag, med sig selv, med hinanden og med verdens materialer, tanker og objekter. Uddannelse og forskning er ikke nødvendigvis det, der gør en sikker på sig selv. Faktisk ender man ofte med at opdage, at man kan stille flere spørgsmål, end man troede var muligt. Det er det bedste værn mod fake news, mod ligegyldighed og mod uvidenhed, naturligvis.

Den finske arkitekt Juhani Pallasmaa har skrevet, at det man har lært, skal aflæres, for at det kan blive virksomt. Så lige om lidt, så skal I på en måde glemme, at I ikke ved ret meget, og at I nu er blevet gjort opmærksom på det i flere år i træk. I skal frimodigt, myndigt og med en stor portion tiltro til eget værd gå ud i verden og gøre en forskel. Stor som lille. Som Vibeke Riisbjerg (lektor på Designskolen Kolding, red.) har lært mig, så tror vi på værdien af små forandringer i Kolding. Det er en tanke, som jeg finder både smuk, værdifuld og ret ægte. Mange bække små har det med at skabe en stor å. Det ved man også, når man ser ud af vinduerne herfra. Så gå ud i verden og gør det, I er bedst til. Sammen med andre og nogle gange på helt egne stier. Vær ikke bange for at gå en omvej, og lad være med at tro, at det er let hele tiden. I skal skrive videre på det livsmanuskript, I nu har lagt linjer til her på skolen, og jeg håber, at I bærer designskolen Kolding med jer i jeres hjerter og i de sætninger, I kommer til at skrive.

Stort og varmt tillykke med jeres eksamen. Vi ses!