Du kan gøre noget!

"I er i risiko for overbelastning i en stadig mere usikker og på mange måder fucked up verden."
I sin første velkomsttale som rektor for Designskolen Kolding tog Lene Tanggaard mandag den 31/08/imod de studerende - i en tid hvor bekymringerne nærmest står i kø.
"Verden er af lave, det bliver sandsynligvis værre med tiden, men lige her foran mig er der faktisk noget, jeg kan gøre," sagde hun.
Hør – eller læs – hvad Lene siger, at du kan gøre:

Lene Tanggaards tale ved studiestart 2020
”Vi er ikke bange for at arbejde med små problemer, og vi tror på små forandringer”.
Det var et af de første udsagn, jeg mødte, da jeg begyndte som rektor på Designskolen Kolding i november 2019. Det kom fra Vibeke Riisberg, en af vores mest erfarne designere og forskere, og dukkede op i en samtale midt på en gade i New York på vej til et symposium om bæredygtighedsmål nr. 12 og bæredygtighed i design arrangeret af Det Danske Konsulat. Vibekes udsagn bliver af flere grunde ved med at rumstere i mit hoved.

Den vigtigste grund er, at det husker mig på de værdier, jeg som skolens nye rektor skal værne om – men der er mere i det end det. Sætningen highlighter noget, jeg i den grad føler er sandt. Nemlig at der ligger en styrke i små forandringer, og at små forandringer er en af de bedste veje til at forløse menneskers kreative potentiale. Så velkommen til vores skole. Et sted hvor løsning af hverdagens problemer, læring og øvelse, ‘Bildung’ og hårdt arbejde går op i en højere enhed – og nogle gange er med til at forandre verden.

I er kommet til en skole, hvor I forhåbentlig, som en del af jeres designuddannelse, vil få rig lejlighed til at fordybe jer i det, som er jeres store interesse, og I vil leve og lære i tæt kontakt (dog ikke for tæt i disse tider) med studerende, som deler jeres interesser. Sikken et privilegium. Forhåbentlig vil I også møde mennesker, som er meget forskellige fra jer selv og få venner for livet. Frustration og forvirring vil uden tvivl ledsage jer på jeres uddannelsesrejse.
I vil møde engagerede undervisere og forskere, som vil bede jer gå i retninger, I aldrig havde drømt om at turde gå. De vil sige mærkelige ting, de vil ikke altid være enige, systemerne vil ikke altid virke, fejl vil opstå, men jeg kender ikke til en mere dedikeret skare af medarbejdere, som vil gøre alt, hvad de kan, for at I skal få den bedst mulige uddannelse. Uddannelse er en tilstand af undersøgelse. I skal ikke altid forvente jer at få endegyldige svar. Til gengæld lærer I refleksion og ansvar og at handle med omsorg og eftertanke. Det fungerer, når jeres undervisere har tillid til, at I arbejder og forsøger at lære, og når I har tillid til jeres undervisere. På den måde er I nogle heldige kartofler. Sagde jeg det? Ja, den danske filosof og teolog Søren Kierkegaard skelnede som måske bekendt mellem ideer og kartofler, mellem sjæl og legeme. Så I er kartofter, men I er heldigvis mere end det.

Søren Kierkegaard blev født i 1813 og han døde i 1855 og i den periode i begyndelen af 1800-tallet, da så man først og fremmest menneskets legeme og den sanselige side ad os som en fejlkilde. Men allerede i 1735 foreslog den 21-årige tyske filosof Alexanders Baumgarten en helt ny videnskab, æstetikken, der ikke skulle handle om alle de ting, vi ved (ponta), men om de ting, vi sanser. Det er på den grund, at man har bygget kunstskoler og kunstneriske videregående uddannelser som vores egen her.
Æstetikken eller kunstens tænkning handler om vores unknown knowns, den viden, som vi har adgang til gennem vores sanser, vores cognito sensitiva. Det er en viden, der ikke altid lader sig forklare i fine og formfuldendte sætninger, men som er mere kaotisk og kartoffelagtig. Kunsten er en bestemt måde at skabe verden på. På en designskole kan vi aktivt bearbejde noget af denne uklare viden, her kan vi med design ideelt set bevæge os mod mere frihed for mennesker, organismer og for planeten (og lad os endelig tage alle de andre planeter med). Sanseligt, kaotisk og kartoffelagtig. Derfor må vi også gerne være lidt af et hurlumhejhus. Det er simpelthen vores opgave at være det. Er det ikke fantastisk? Men tillad mig lige at dvæle lidt ved det med de små ting. For det er vigtigere end nogensinde, tror jeg, at huske, at små ting (også det, vi designer) kan gøre en stor forskel.

Småt tager hensyn til, hvem vi er som mennesker First of all, as mennesker har vi en begrænset kapacitet for bekymring. Vi har såmænd også en begrænset kognitiv rækkevidde. Nogle mere end andre, kunne man sige, men lad os tage et eksempel. For at kunne huske en meningsløs talrække som fx 3974697135897456, så skal de fleste af os inddele den i 4-5 klumper af tal fx 3974 og 6971 og 3589 og 7456. Vi kan ordne talrækken ved at inddele den i mindre enheder og således bedre huske den. I dag overlader vi i øvrigt det meste af den slags til software, og jeg husker fx min bardomsvenindes forældres telefonnummer, men ikke mine egne børns numre, selvom jeg ofte anvender sidstnævnte. Min telefon klarer det for mig. Jeg trykker blot på et navn, mens jeg i fortiden havde adskillige telefonnumre i min egen hukommelse. Vi har overladt kognitiv kapacitet til computersoftware, og vi kan derfor bruge vores begrænsede kognitive ressourcer på andet end at huske meningsløse telefonnumre. Om vi er blevet gradvist dummere af samme grund er et godt spørgsmål, men hvorfor har vi brug for at bryde talrækker ned?

At opholde os ved de mindre enheder i stedet for den store lidt meningsløse talrække. Udover at vi nok ikke kan håndtere opgaven med at huske uden det, så tror jeg også, at små enheder mindsker den følelsesmæssige udmatning Som Ola Rosling udtalte i Politiken d. 8/08/2020: ”Problemet er, at den menneskelige sjæl har en begrænset kapacitet for bekymring. Vi trækker konstant på vores ressourcer for at være bekymrede, når hele verden beskrives som værende af lave.” Han trækker i interviewet på bogen Factfullness fra 2017, som opsummerer Ola Roslings far, Hans Roslings, livslange indsats for at rette op på misforståelser om statistik. At indgyde håb Så hvad kan vi gøre i stedet? Vi kan indgyde håb, siger Rosling, ved at lære om proportioner. Fx ved at forstå, at vi i dag er langt bedre til fx at håndtere pandemier end for 100 år siden. Vi kan lære at forstå problemers omfang ved at bryde dem lidt ned i mindre enheder, præcis som med talrækkerne.

Medfølelse og handlingskapacitet svækkes, når man næsten giver op på forhånd udmattet ved tanken om uoverstigelige forhindringer. Derfor skal vi turde at være konkrete, og det skal være legitimt at arbejde med små problemer. I skolen såvel som alle andre steder. Verden er af lave, det bliver sandsynligvis værre med tiden, men lige her foran mig er der faktisk noget, jeg kan gøre. Det skal vi minde hinanden om.Så ja, I skal forandre verden, og det vil I gøre. I bliver dygtigere end generationerne før jer. I er mere ansvarlige, mere etisk tænkende, måske endda klogere, men I er også i risiko for overbelastning i en stadig mere usikker og på mange måder fucked up verden.
Så husk at nyde det.
Husk at de andre heller ikke har styr på det.
Husk at det er okay at have det skidt indimellem og hamrende sjovt på andre tidspunkter.
Husk at man skal kravle, før man kan gå.
Husk at du gør en forskel for andre, også uden at du altid kan mærke det.
Husk at rydde op efter dig.
Husk at vi sammen skaber en god skole.
Husk at hvis man gør sit bedste, så er det tit godt nok. Ingen er perfekte. Der er mange små skridt i en stor bevægelse. Og glæd jer til at dykke ned i designfaget.

Lloyd Revald har lige afsluttet sin bachelor på Designskolen Kolding og fortsætter nu sin overbygning på kandidatprogrammet Design for Planet. Han glæder sig over, at en fysisk studiestart er blevet en realitet - og ser frem til at påbegynde et nyt år med en masse gode ord fra rektor i rygsækken:
"Der er en fin pointe i det hun siger med, at vi skal starte med de små problemer. Selvom der selvfølgelig også er store problemer, så skal vi begynde med dem, der ligger foran os nu. Vi skal gøre vores bedste - for det bedste er oftest godt nok. Vi er ikke alle sammen perfekte - den der sidder ved siden af, har heller ikke regnet den ud endnu. Det var nogle rigtig gode pointer, hun havde. Det giver en ro," siger han.