En afgang med effekt
- Hvad skal vi leve af i Danmark? Hvordan finansierer vi den fantastiske offentlige sektor, vi har fået udviklet? Det er vigtige spørgsmål, som måske ikke egner sig til at blive stillet på en festdag og i en smuk museumsramme. Skæg for sig og snot for sig. Og alligevel nej. Vi står nemlig og netop her med et eksempel på, hvad det er, der kunne sikre Danmarks fremtid og velstand.
Således indledte rektor Elsebeths Gerner Nielsen sin åbningstale til åbning af Designskolen Koldings afgangsudstilling. Koldinghus’ historiske Ruinsal danner den smukke og kontrastfulde ramme om de 52 nyslåede designeres afgangsprojekter, som på åbningsdagen måtte kappes om pladsen med de mange hundrede fremmødte gæster.
- Når I om lidt går rundt i udstillingen, vil I se eksempler på design med en effekt. Eksempler, som understøtter en vigtig trend, nemlig at design i stigende grad bidrager til bæredygtig vækst og velstand. For nylig kunne man således læse at danske designfirmaer klarer sig rigtig godt på eksportmarkederne. Det er der en god grund til – nemlig at vi har nogle dygtige designere, fortsatte Elsebeth Gerner Nielsen.
- Alle årets afgængere har i år samarbejdet med en ekstern partner i deres afgangsprojekt. Det kan være en offentlig institution, en organisation eller en virksomhed. Det har skolen krævet, fordi målet med design er, at det skal have en effekt.
Effekt er af samme grund overskriften for afgangsudstillingen og kataloget, som udkom som indstik i Jyllands-Posten den 16. juni.
- Vi ønsker at lave noget, som bringer vores fællesskab, vore virksomheder og vort samfund fremad. Derfor vil jeg gerne sige tak til de mange virksomheder, som har stillet sig rådighed for et samarbejde med afgængerne, bl.a. vore faste samarbejdspartnere ECCO, LEGO og KOPENHAGEN Fur, der sammen med TREFOR, Kolding kommune og Sygehus Lillebælt udgør rygraden i skolens forskellige designlaboratorier.
- Tillykke til årgang 2016. Hvor er I dejlige, dygtige og passionerede. Det har været en fornøjelse at lære Jer at kende. Jeg glæder mig usigeligt meget til at opleve den effekt, I med sikkerhed får der – hvor I kommer frem. Og med denne afskedssalut kunne rektor for Designskolen Kolding sende en ny og flyvefærdig årgang ud i verden.
Med ved åbningen var ligeledes arkitekt og tv-vært Ane Cortzen, der talte med fire afgængere fra hhv. Kommunikationsdesign, Modedesign, Tekstildesign og Industrielt design.
Årets største legat blev overrakt til modedesigner Jenny Hirvonen på 25.000 kr fra Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond.
TV SYD bragte to indslag fra åbningen.
P4 Trekanten bragte indslag med Caroline Tranbjerg om hendes afgangsprojekt