10 jun. 2015 / Nyt om de studerende
Geometri i hunkøn hedder geometria
Firkanter og cirkler har inspireret Nanna Fjord, som har designet en kollektion til kvinder. Med hat på.
Af bw@dskd.dk
Geometria hedder Nanna Fjords kollektion til kvinder, som hun præsenterede til sin afgangseksamen i maj. Og det er der ikke noget at sige til. Den 26-årige kandidat er inspireret af geometri i kunst og design, og i hendes frakker, kjoler, bluser og bukser, som i alt udgør otte silhuetter, leger hun med cirkler og firkanter i forhold til kroppen.
Nanna Fjords ene samarbejdspartner er Kopenhagen Fur, og det er en buntmager her, der har syet den lange vinterfrakke i sæl, mink og uld. Foruden tøjet, som primært er syet i uld og silke, består kollektionen af fire hatte, som er designet af Nanna Fjord men kreeret af Mathilde Førster, som er hattemager.