19 okt. 2022 / Skolen og medarbejdere

Historisk stigning i designeres beskæftigelse

Helt nye tal viser, at langt flere nyuddannede designere kommer i beskæftigelse. På Designskolen Kolding er tallet højere end nogensinde før
Af Charlotte Melin

Langt flere designere fra Designskolen Kolding får et job efter, at de har afsluttet deres uddannelse. Det viser den seneste opgørelse over den gennemsnitlige ledighed for designuddannelserne fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Tæt på 85 procent af dem, der dimitterede fra Designskolen Kolding i 2020, er i beskæftigelse, og det tal er historisk højt. Rektor Lene Tanggaard har et bud på den meget positive udvikling for dimittenderne fra Designskolen Kolding:

- Evnen til at samarbejde, agere empatisk i sammenhæng med andre og ’gro’ ud af forskellighed er noget af det, vores studerende går herfra med. Kompetencer, der er udpeget som fremtidens guld. Dét tror jeg er en af grundene til, at vi har den laveste ledighed i mange år. Og jeg tror på, at vi i de kommende år får den endnu længere ned, siger hun.

Uddannelses- og Forskningsministeriets opgørelse viser en ledighedsgrad på 17,1 procent for dimittender fra 2020, og det er næsten en halvering i forhold til året før, hvor tallet lå relativt højt på 30,5 procent – ikke mindst grundet Corona-epidemien. I 2019 var ledighedstallet 23,5 procent.