I selskab med Westwood
Fire tidligere og nuværende studerende fra Designskolen Kolding er kommet i selskab med verdenskendte designere som Vivienne Westwood, Alexander McQueen, Maison Martin Margiela, Comme des Garçons og Hussein Chalayan, der alle udstiller på kunstmusset HEART – Herning Museum of Contemporary Art. Udstillingen ’Clash - Modstand i moden’ præsenterer skelsættende designkreationer af forskellige modeskabere og har fokus på fire områder: Kroppen, ny maskulinitet, aktivisme og det ansigtsløse.
Udvalgte studerende
De to kuratorer fra udstillingen har været rundt på de danske designskoler og udvalgt seks studerende til at deltage. Fra Designskolen Kolding kan man opleve projekter fra Liselotte Pedersen og Rikke Frausing, studerende på Mode & Tekstil, sammen med tidligere studerende Svetlana Aksjonova og Theresa Kanz. Rikke Frausigs bidrag til udstillingen er en kjole, hun har brugt 200 timer på at væve i forskellige materialer som bl.a. mink og kobbertråde, der efterfølgende har været begravet i jorden og udsat for forrådnelse.
Kunst og poesi med tekstiler
Udstillingen har fået omtale i flere medier, bl.a. Kultursøndag på P1 og Smagsdommerne på DR2, der i den forbindelse fremhæver Rikke Frausigs projekt som ”dybt fascinerende”. ”Det er utrolig smukt og ligner næsten et oldtidsfund, sådan en Egtvedpige-dragt,” fortæller Lilian Munk Rösig, litteraturanmelder og lektor ved Københavns Universitet og forklarer: ”Jeg kan godt se, at budskabet er en kommentar til al den her sweatshopproducerede, underbetalte arbejdskraft. Men udover det politiske budskab er det poesi, det her stykke tekstil. Der er samme grad af refleksion som med et kunstværk.”
Mode er in på danske museer
Det, at moden indtager den danske finkulturelle scene, er et resultat af en længerevarende, international udvikling, som nu har ramt Danmark, fortæller postdoc på Designskolen Kolding og Kopenhagen Fur Else Skjold i en artikel til Fashion Forum. ”Mode har været en del af den internationale museumsscene igennem de sidste 10-15 år – både fordi mode kan give et indblik i samtid og identitet, men også fordi især designermode er knyttet til en form for drømmeverden,” forklarer hun.
’Clash – Modstand i moden’ vises på HEART i Herning frem til 1/02/2015.