06 nov. 2015 / Nyt om de studerende

Kan en app låse op til Region Midtjylland?

Det håber en gruppe studerende fra Designskolen Kolding, der har udviklet én i samarbejde med VisitAarhus og Regionen
Af Katrine Worsøe

Udviklingschef for VisitAarhus, Trine Lundorf, er i år opgavestiller på et obligatorisk projekt for studerende på 3. semester om designmetoder. Og det er lidt af et projekt de studerende er blevet kastet ud i. Opgaven handler nemlig om, hvordan Aarhus Kulturby 2017 kan blive til et regionalt projekt i hele Region Midtjylland.

- Jeg fik præsenteret en række idéer og koncepter, der både gav stof til eftertanke og som havde elementer i sig, som der er et potentiale for at arbejde videre med. Eksempelvis, hvordan man kan arbejde med at bruge overraskelse til at skabe ambassadører. Og interessante bud på, hvordan man i højere grad kan synliggøre de skjulte oplevelser", udtaler Trine Lundorf.

Med metodekort i hånden har de studerende henover 7 uger undersøgt et komplekst problemfelt, identificeret en relevant og interessant udfordring og kommet med konceptuelle bud på en løsning. 

Én af grupperne har fx udviklet en app, der skal synliggøre alt det man også kan opleve i Region Midtjylland – uden for Aarhus. Præsentationen kan ses her.

Præsentationen af projekterne gik så godt, at fire grupper er inviteret til at præsentere hos VisitAarhus den 13. november, hvor også Erhvervsturismechefen vil være til stede.

“Det har været en super god oplevelse at komme som virksomhed og stille de studerende en opgave, som vi selv går og 'bøvler' med. Og så opleve, at der virkelig bliver gået til den med en høj grad af seriøsitet og kreativitet.- Trine Lundorf, Udviklingschef VisitAarhus”