Kulturministeren åbner til et aha
Der vil der nok ofte lyde et ”Aha – er det nu også design?”, når såvel Kulturminister Mette Bock som gæsterne ser de knap 100 genstande, som vises i udstillingen Beyond Icons. Og det er netop meningen.
Udstillingen Beyond Icons er arrangeret i anledning af Designskolen Koldings 50 års jubilæum – ikke blot for at fejre design gennem 50 år - men også for at sætte nye perspektiver på design. Design er nemlig meget mere end ikoner på magasinernes glittede forsider. Design er også en disciplin, hvor man finder løsninger på problemer sammen med brugerne.
Det vil stå klart, når Kulturminister Mette Bock officielt åbner udstillingen den 1/06/i Koldinghus’ spektakulære Ruinsal.
Gæstekuratorer
I anledning af jubilæet har Designskolen Kolding i et tæt samarbejde med Koldinghus fundet 50 danske og internationale designere, politikere, kunstnere, videnskabs- og erhvervsfolk og bedt dem pege på et design, som gør en forskel - enten for mennesker, miljøet eller en branche, ofte uden at vi tænker over det.
Arkitekt og tv-vært Ane Cortzen har nomineret de blå cykelstier – også kaldet Copenhagen Lanes i udlandet, for de ”er et eminent eksempel på vellykket design, som udfylder en helt enkel funktion uden at larme unødigt”.
Professor i psykologi Svend Brinkmann har valgt den uopslidelige trøje med boblemønsteret fra fabrikant S.N.S. i fødebyen Herning.
Direktør for Grundfos, Mads Nipper, har peget på MobilePay, fordi ”der ligger en dyb forståelse og indsigt i hele betalingsbegrebet og menneskers pain points omkring betaling”.
De 50 gæstekuratorers valg sættes i et dagsaktuelt perspektiv af de nyudklækkede designere, som tager afgang fra Designskolen Kolding til sommer.
Udstillingen omfatter nemlig også omkring et halvt hundrede projekter, som viser den seneste årgangs perspektiv på design.
FAKTA OM UDSTILLINGEN
Udstillingstitel: BEYOND ICONS Nye perspektiver på design
Sted: Museet på Koldinghus
Vises i anledning af Designskolen Koldings 50 års jubilæum
Åbner 1/06/2017 og vises i Ruinsalen på Koldinghus fra 2/06/2017 – 22/10/2017.
Blandt gæstekuratorerne kan nævnes EU-kommissær Margrethe Vestager, Mattias Tesfaye, medlem af Folketinget, Jesper Buch, manden bag Just Eat, tv-vært Shane Brox, borgmester Jørn Pedersen, Christian Stadil, Hummel, Mads Nørgaard, designer, Karen Hækkerup, direktør for Landbrug og Fødevarer, Connie Hedegaard, tidligere EU-kommissær, Sebastian Conran, engelsk designer, Karen Grøn, leder af kunstmuseet Trapholt, Tulga Beyerle, direktør for Kunstgewerbemusem Dresden.