17 maj 2021 / Uddannelse og forskning

Kulturturismen bliver centrum for bæredygtig udvikling

Designskolen Kolding skal sammen med en række museer gentænke fremtidens bæredygtige attraktioner
Af Marianne Baggesen Hilger

Sammen med Museum Kolding, Billund Kommunes Museer og Kongernes Jelling skal Designskolen Kolding gentænke kulturturismen i Destination Trekantområdet. Projektet er et af i alt fem tværgående turismeprojekter, der samlet har fået tildelt ca. 22 mio. kr. fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Destination Trekantområdet, som er en relativt ny destination, leder fællesprojektet, hvor flere toneangivende aktører gentænker kulturturismen for at skabe morgendagens bæredygtige kulturoplevelser og tiltrække turister uden for højsæsonen.

Covid-19 har ramt turistbranchen allerhårdest. Legoland har haft langt færre besøgende, og antallet af overnatninger i Trekantområdet er faldet med over en million fra 2019 til 2020.

Med udgangspunkt i det nye normale (New Normal, red.), som pandemien har skabt, vil en række kulturinstitutioner og virksomheder samarbejde om at videreudvikle og gentænke kulturturismen på tværs af tre kommunegrænser: Billund, Kolding og Vejle.

Destination Trekantområdet leder projektet, der fokuserer på at fastholde turisterne i området over længere tid uden for højsæsonen. Blandt andet ved at skabe attraktive oplevelsespakker på tværs.

Kulturturismen som løftestang for turismeudvikling
Projektet involverer flere partnere fra vægtige kulturinstitutioner: Billund Kommunes Museer, Museum Kolding og Kongernes Jelling arbejder sammen med Designskolen Kolding (Design for Play og Social Design), og en konsulent i museologi, om at udvikle fremtidens spitzenklasse attraktioner:

- Projektets kerne er kulturturismen og den anskuelse, at kulturen er vækstkatalysator for bæredygtig turismeudvikling per se. Når man for eksempel rejser til Frankrig, tager man ikke afsted på grund af den lille lækre butik eller café, men fordi man skal opleve en attraktion, såsom Louvre eller et smukt slot. Der er så åbnet et spisested eller en boutique på grund af de mange besøgende på attraktionen, fordi der er skabt vækst på baggrund af attraktionen, fortæller projektleder i Visit Vejle, Maria Sommer, og uddyber:

- Det er sådan, vi ser på kulturturismen her i destinationen. Udviklingen af museerne og kulturoplevelser kan skabe vækst for cafeer, butikker og iværksættere. Samtidigt vil vi arbejde for, at turisten både får verdensklasseoplevelser på museerne og attraktionerne, men også kan besøge den lille lækre café eller boutique – og at de gør det uden for højsæsonen og bliver her i flere dage, forklarer Maria Sommer, som står bag projektet og ansøgningen til Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Bæredygtig indsats
Der er et stort behov for langsigtede strategier inden for bæredygtig turismeudvikling, og det er et af kerneelementerne i projektet:

- Destination Trekantområdet skal – i fællesskab med partnerne – arbejde med spredning af turisterne, så der bliver et bedre flow mellem de vægtige attraktioner. Det skal være nemt og overskueligt for gæsterne – især på områdets museer, der arbejder tværfagligt med fælles oplevelsespakker, forklarer Maria Sommer og uddyber:

- Vi arbejder med begrebet wayfinding, der handler om at sprede turisterne ud mellem flere attraktioner. Det skaber incitament til at blive længere tid i destinationen. Flere museer i destinationen samarbejder på tværs for at dele erfaringer om attraktionsudvikling og bæredygtige tiltag. I fællesskab bliver der også samarbejdet for at udvikle produkter, som skal give gæsten lyst til at opleve destinationen over flere dage – særligt uden for højsæsonen. Det handler i bund og grund om udviklingen af vores vægtige kulturinstitutioner, som bidrager til indfrielsen af ambitionerne om verdensklasseattraktioner. Og så selvfølgelig at give turisten lysten til at opleve vores skønne område i flere dage.

Mere brugerinddragelse og fokus på brugerbaseret udvikling
Projektet har gæsten i fokus! Derfor er der etableret samarbejde med Designskolen Kolding, der skal foretage brugerinddragende undersøgelser. Hos Kongernes Jelling, som både er verdensarvsmuseum og teknologisk fyrtårn, skal der udvikles en ny attraktion:

-Det kommende Jelling Viking Test Center skal være et testcenter, hvor man leger med formidling. Vi baserer udviklingen på empiri og brugerinddragelse. Alle museerne får dermed adgang til ny viden og erfaringer. Det bliver en kæmpe wow-oplevelse, at man som gæst er med til at udvikle en UNESCO-verdensarvsattraktion. Det kan vi især bruge i vores internationale markedsføring, hvor budskabet bliver: Kom og vær med til at skabe fremtidens UNESCO-vikingeverdensarv, slutter Maria Sommer.

Fakta

  • En Triple Helix-styregruppe er projektets drivkraft.
  • Flere af Destination Trekantområdets museer samarbejder. Der er tale om Museum Kolding på Staldgården og Skamlingsbanken, Kongernes Jelling, Christiansfeld og Billund Museerne.
  • Designskolen Kolding bidrager som videnspartner i projektet sammen med en privat konsulent uddannet inden for museologi fra Aarhus Universitet.
  • Tal fra VisitDenmark viser, at der var 35 % nedgang i overnatninger fra 2019 til 2020 i Destination Trekantområdet på grund af pandemien (den næsthøjeste nedgang i hele Danmark).

“Der er et stort behov for langsigtede strategier inden for bæredygtig turismeudvikling, og det er et af kerneelementerne i projektet.”