Lene Tanggaard får sæde i Dansk Design Centers bestyrelse
Den erhvervsdrivende fond Dansk Design Center har fået ny bestyrelse. Rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard er blandt de syv medlemmer, der repræsenterer erhvervslivet bredt og kommer med fagligheder inden for blandt andet design, digitalisering og grøn omstilling.
- Det har så fin samklang med at være rektor for en designskole og med det faktum, at Dansk Design Center nu har en afdeling i Kolding. Jeg glæder mig enormt meget til at være med til at løfte forståelsen for betydningen af design i det danske samfund gennem centerets virke. Jeg er overbevist om, at styrken i det danske samfund handler om mere end viden og forskning, samfundssind og en stærk borgerlig offentlighed. Det handler også om, at vi kan løse problemer relativt hurtigt, binde ting sammen på tværs, sammentænke æstetik og funktionalitet og sætte mennesket først. Alt det lidt upåagtede som ligger helt integreret i vores meget stærke designtradition og som har været med til at gøre danske virksomheder til nogle af verdens bedste på deres område, siger Lene Tanggaard.
Den nye bestyrelse skal biddrage til, at Dansk Design Center kan understøtte kreativitet og vækst i dansk erhvervsliv.
- Danmark har en lang og stolt tradition inden for design og designbaserede løsningsmetoder, som vi skal udbygge og udbrede til gavn for vores virksomheder. Dansk Design Center skaber en national, samlende og slagkraftig erhvervsfremmeindsats, som viser, hvad dansk design og designtænkning kan, og bringer design i øjenhøjde, så virksomhederne kan bruge det strategisk i deres forretningsudvikling til at løfte deres potentiale for digitalisering, innovation, grøn omstilling og meget mere, siger erhvervsminister Simon Kollerup i forbindelse med offentliggørelsen.
Potentialet er enormt
Bestyrelsen har konstitueret sig med Camilla Haustrup Hermansen som formand. Camilla Haustrup Hermansen er direktør og medejer i produktionsvirksomheden Plus Pack på Fyn. Formanden ser frem til arbejdet med Dansk Design Center, hvor hun bl.a. vil lægge vægt på at design spiller en afgørende rolle for Danmarks grønne omstilling frem mod 2030.
- Gennem design og designtænkning kan virksomhederne udvikle nye bæredygtige forretningsmodeller, produkter og løsninger, som kan være med til at understøtte klimaindsatsen herhjemme og i udlandet. Design og digitalisering skal gå hånd i hånd i udviklingen og implementeringen af nye cirkulære forretningsmodeller og systemer, der kan reducere Danmarks CO2-udledninger, og potentialet er enormt", siger Camilla Haustrup Hermansen.
Bestyrelsen består af:
• Formand: Camilla Haustrup Hermansen, direktør og medejer af Plus Pack
• Næstformand: Lars Frelle-Petersen, direktør i DI
• Thomas Graversen, ejer af Fredericia Furniture
• Lars Thøgersen, stifter af CPH ID og formand for Designrådet
• Lotte Lyngsted Jepsen, stifter og partner i Kirk, Hatch & Bloom samt formand for Design Denmark
• Mads Quistgaard, Partner & Design Director i Urgent Agency
• Line Nørbæk, erhvervspolitisk direktør i Erhvervsministeriet
• Lene Tanggaard, Rektor for Designskolen Kolding og professor Aalborg Universitet
Om Dansk Design Center
Dansk Design Center er en almennyttig fond til fremme af design og relaterede kreative erhverv med henblik på at styrke innovation og økonomisk vækst, markedsføre Danmark som en designnation og bidrage til løsningen af samfundsmæssige udfordringer. Med kontorer i København og Kolding bringer fonden designernes metoder i spil via projekter med private virksomheder og offentlige aktører inden for områder som sundhed, digitalisering, innovation, byudvikling og grøn omstilling.