Lyddesign styrker museets formidling
Jonas Kirkegaard, ph.d.-studerende ved UC Syd og Designskolen Kolding, er i gang med et banebrydende forskningsprojekt, der sigter mod at ændre måden, museer formidler deres udstillinger på.
- Jeg undersøger, hvordan lyd kan bruges som et atmosfærisk designværktøj, der skaber dybere emotionelle og sanselige forbindelser mellem besøgende og udstillingernes indhold, forklarer Jonas.
Hvordan lyd skaber atmosfære
Traditionelt har museer primært brugt visuelle elementer som artefakter, billeder og tekst til at formidle historie og kultur. Jonas Kirkegaards forskning udforsker, hvordan lyd kan spille en afgørende rolle i at skabe en engagerende atmosfære, der fordyber publikum i udstillingens tema.
- Ved at integrere lyd som en aktiv del af museumsoplevelsen kan vi intensivere stemningen og give de besøgende en mere følelsesmæssigt engagerende oplevelse,"siger han.
Et konkret eksempel på denne tilgang er samarbejdet med Vejlemuseerne, hvor Jonas Kirkegaard har udviklet en interaktiv glasmontre til udstillingen De Første Konger, der vises på Kulturmuseet i Vejle.
Nogle af udstillingens genstande præsenteres i nyudviklede interaktive montrer, der ved hjælp af sensorer, lyd, lys og animationer iscenesætter genstandene på en ny måde.
Montrerne aktiveres af publikums bevægelser, så de kan interagere med de historiske genstande, hvilket skaber en levende og dynamisk oplevelse.
De interaktive montrer er udviklet i tæt tværfagligt samarbejde med museets fagfolk. Gennem hele udstillingen ledsages gæsterne desuden af et 14-kanalers soundscape, komponeret af musiker Simon Brinck, der understøtter stemninger og fortællinger.
Lyd som formidlingsværktøj
- Vi forsøger at bevæge os væk fra tanken om lyd som ren underholdning og i stedet skabe en atmosfære, der engagerer den besøgende på et dybere niveau, forklarer Jonas.
Han arbejder også med det EU-støttede Interreg-projekt Hope and Despair, hvor han udvikler lydlandskaber til museer om 2. verdenskrig i både Danmark og Tyskland. "Formålet er at give de besøgende en mere nuanceret og engagerende oplevelse af krigens historie," tilføjer han.
Et eksempel er udviklingen af en transportabel udstillingsmontre, der skal turnere mellem museer. Denne montre formidler komplekse fortællinger om modstandsfolk under krigen, hvor lyd skaber en sanselig og emotionel oplevelse.
- Vi vil gerne have, at de besøgende fordyber sig i de historiske dilemmaer, og ved hjælp af lyd og lys kan vi skabe en atmosfærisk labyrint, der fremhæver krigens komplekse moralske spørgsmål, siger Jonas.
Lyd der engagerer
Når projektet afsluttes i 2027, sigter Jonas Kirkegaard mod at udvikle både nye udstillingsformer og værktøjer til at evaluere, hvordan lyd og atmosfære kan bruges som effektive designredskaber i museumsudstillinger. "Jeg håber, at min forskning kan give museer et nyt værktøj til at formidle komplekse historier på en måde, der engagerer alle sanser og efterlader varige indtryk hos publikum," afslutter Jonas.
Foto: Kulturmuseet i Vejle