MIG, OS og DEM
Etiketterne til de tre øl i serien MOD er skabt af 23-årige Thea Herring Surrow, der studerer kommunikationsdesign på Designskolen Kolding. Theas etiketter blev udvalgt som vinder i en konkurrence udskrevet blandt de studerende.
Etiketterne har Thea tegnet i hånden efter et oplæg fra Team Rynkeby, og det har resulteret i tre smukke motiver, der indfanger nogle af de vigtigste elementer i Team Rynkeby-projektet:
"MIG er en hyldest til de seje ryttere og servicefolk, der som en del af Team Rynkeby gør en kæmpe indsats for at støtte de børn, der rammes af kritiske sygdomme samt bidrager til den vigtige forskning."
"OS er en hyldest til det særlige fællesskab, der kendetegner Team Rynkeby."
"DEM er en hyldest til indsamlingen. Til alle dem, der står i centrum for Team Rynkebys arbejde. Til de seje børn, der sammen med deres familier kæmper for at blive raske. Til de læger og forskere, der knokler for at finde nye veje til behandling."
Salget af den nye Team Rynkeby øl-serie produceret af FUR Bryghus er netop startet. Serien forhandles til og med den 15/02/2023 og kan købes via Team Rynkeby, samt enkelte udvalgte steder.