Foto: Palle Peter Skov
10 jun. 2015 / Nyt om de studerende

Når samtalen går én vej

Gitte Lægård er 27 år og har en lidenskab for ældre mennesker. Men talestrømmen går ofte kun en vej, og det har hun lavet et afgangsprojekt om
Af bw@dskd.dk

Gitte Lægård er i tæt kontakt med sin indre bedstemor. Hun er blot 27 år, men har det sidste år været besøgsven i Ældre Sagen, og hendes projekter på Designskolen Kolding har altid kredset om alderdom.

Mormoderens gamle sweatre og en fremmed mands hjem har været under kærlig fortolkning, og nu er det ordene og samtalen, der er blevet skåret efter en ny skabelon. For der er et ’men’ i hendes lidenskab for levet liv og årelange erfaringer.

- Jeg synes, der er en tendens til, at samtalen kun går en vej. Det er min erfaring fra mine samtaler med ældre, at ofte ender det med, at det mest er den ældre, der taler og mig, der lytter eller omvendt. Det kan være svært at finde emner, vi kan tale lige meget om, hvilket er en fornemmelse, jeg har fra flere unge. Det er en skam, fordi jeg tror på, at vi kan lære så meget af hinanden på tværs af generationer, siger Gitte Lægaard.

Fælles gods
Gittes valg i livet er skæve og overraskende og ikke altid lige oplagte. Hverken hendes fascination af slid og ælde, men heller ikke formen i hendes afgangsprojekt. Gitte Lægård er cand. design i tekstil, men hendes afgangsprojekt handler om kommunikation, og man fristes derfor til at tro, at hun er havnet på den forkerte studieretning og burde have studeret kommunikationsdesign. Men nej.

- Forskellen på mit projekt og andre kommunikationsprojekter er, at mine illustrationer er sanselige, og at jeg har lagt vægt på håndværket. Mit produkt er skabt i hånden, og jeg har brugt teknikker fra mit arbejde med tekstiler. Men det er jo netop det, der er det enestående ved Designskolen Kolding, at man sagtens kan lave et afgangsprojekt, som ligger udover ens studieretning, fordi vi kan trække på de fælles metoder, der er indenfor design, siger Gitte Lægaard.

Et hit
Men hvad er det så, hun har skabt, og som har indbragt topkarakterer. Gitte Lægård har kreeret en æske med illustrerede kort, som skal få samtalen til at Strømme begge veje. Kortene indeholder ingen ord, fordi kvinder i tre generationer, som er projektets målgruppe, selv skal danne sine associationer og selv sætte ord på billederne.

Ligesom alle andre afgangselever har Gitte haft en samarbejdspartner i erhvervslivet, og valget var åbenlyst - nemlig Den Gamle By i Aarhus.

- Den Gamle By har en 70’er lejlighed, og den er et kæmpe hit. Den rummer en masse eksempler på, hvordan livet så ud for 40 år siden, og jeg har besøgt den sammen med min fokusgruppe for at finde frem til emner, som vi på tværs af generationer har en fælles interesse for og lyst til at tale om, siger Gitte Lægård.

Næste stop – mænd
Den unge designer fandt ud af, at mode og tendenser, elektronik, håndværk, rejser, mad og skønhed er nogle af de temaer, der optager kvinder i alle aldre, og Gitte Lægaard skabte på den baggrund en stak kort i lidt mindre end A4 størrelse, som nu ligger i en æske under navnet Dialog.

Undervejs i forløbet har Gitte Lægård også forsøgt sig med moderne teknologi i form af iPads, men det skulle vise sig, at samtalen ikke gled, når der var elektronik involveret.

- Det endte ofte med, at barnebarnet sad med iPaden i hånden og var alene om at trykke på billederne, eller at de bladrede for hurtigt igennem illustrationerne. Det fungerer helt klart bedst, når man sidder med et kort i hænderne. Der er en anden seriøsitet omkring et fysisk materiale, siger Gitte Lægaard.

Den Gamle By i Aarhus og Ældre Sagen har allerede vist interesse for projektet, og Gitte Lægaard håber, at andre også kan se værdien i at få samtalen til at flyde mere end en vej.

- Kortene rummer både nye og gamle elementer, som alle generationer kan relatere til, og det kunne være spændende at designe kort, som henvender sig til andre grupper f. eks. mænd eller grupper med anden etnisk baggrund. Jeg ser mange muligheder, siger Gitte Lægård.

“Forskellen på mit projekt og andre kommunikationsprojekter er, at mine illustrationer er sanselige, og at jeg har lagt vægt på håndværket. Gitte Lægård”