Nu bliver Kolding bæredygtig
De studerende skal blandt andet se på, hvordan man kan skabe fællesskab omkring dét at reparere ting og sikre overlevering af viden på tværs af organisationer. Hvordan man kan undgå madspild og samtidig hjælpe sultne borgere i Kolding by. Og hvordan man kan udvikle adfærdsændrende tiltag, som imødekommer udfordringerne med trængsel på vejene morgen og eftermiddag.
”Med udgangspunkt i de fire temaer at lære, leve, spise og transportere sig skal de studerende i grupper skabe konkrete løsninger på konkrete problemstillinger, som aktiverer meningsfulde, bæredygtige forandringer. Det kan være produkter, ændringer af eksisterende vaner og mindsets, skabelse af nye måder at formidle bæredygtige måder at indrette sig på. Det centrale er, at alle ideer bliver omsat til handlinger, som er implementerbare og kan bruges i ”real life,” forklarer projektleder og leder af LAB for Bæredygtighed og Design på Designskolen Kolding Lykke Kjær.
Og netop implementeringsdelen er central. Både fordi campens formål er at skabe impact og forandring, og fordi der denne gang på forhånd er afsat midler til at gennemføre en del af projekterne i månederne efter DesignCamp2017.
Kolding som laboratorium
DesignCamp2017’s laboratorium er byen Kolding – en by med indbyggere, institutioner og virksomheder der kan spejles i mange andre byer i verden.
”Ved at arbejde konkret med en by vil vi skabe designløsninger, der er skalérbare og kan svare på verdens samlede bæredygtige udfordringer. Kolding Kommune arbejder i forvejen strategisk med design og ved, at design kan være med til at gøre en forskel, så for os er Kolding det oplagte udgangspunkt,” siger Lykke Kjær.
Hvad er det design kan?
Design handler om at skabe produkter og services, som tilgodeser både brugerne og virksomhedernes bundlinje. Men design er også et strategisk redskab, som kan bruges til at udstikke en retning for en organisation. Gennem brugerstudier, visualiseringer og løbende prototype-udvikling kan design skabe overblik og viden, etablere potentielle fremtidige scenarier og samle folk og fagligheder. Alt sammen vigtige komponenter, når en organisation ønsker at blive (mere) bæredygtig.
Præsentationer og udstilling
De studerende præsenterer deres koncepter fredag den 20. januar. Præsentationen, som inkluderer korte film og en udstilling, efterfølges af en workshop med fokus på muligheder og udfordringer i forbindelse med implementering af koncepterne.
Samarbejdspartnere
Med på holdet er forskellige afdelinger af Kolding Kommune, herunder bl.a. Nicolai Kultur, Sprogskolen Kolding, Børnehaven Løvetand og Brændkjærskolen. Desuden deltager EWII, Kolding Madhjælp, Responsible Procurement, REMA 1000 i Kolding og Agerland Andelsbolig.
DesignCamp2017 er arrangeret i samarbejde mellem Designskolen Kolding, D2i - Design to innovate og støttet af Syddansk Vækstforum, EWII og EU’s Socialfond.
#designcamp17 #sustainability #entrepreneurship #designschoolkolding