På Folkemødet med et krisepanel
Når beslutningstagere, organisationer, medier, offentlige instanser og erhvervslivet i år mødes til demokratidebat i Allinge, bliver det noget anderledes end ellers. Et års nedlukning og en virus, som stadig ikke er helt under kontrol, har tvunget arrangører og ikke mindst deltagere til at gå nye veje. Det gælder også Designskolen Kolding.
I år har skolen indgået et nyt og spændende partnerskab med folkekirken og selvom det er to forskellige institutioner, står de sammen på fælles grund om at søge meningen for mennesker – såvel åndeligt som i design.
Et Krisepanel
Partnerskabet har helt konkret affødt tre paneldebatter, der kaster lys på de skyggefulde hjørner af den epidemi, der har raset verden over. Alt imens primært virologer, biologer, økonomer, læger, arbejdsmarkedsforskere osv. har stået i første geled for at bekæmpe og rådgive om, hvordan vi som individer og samfund overlever den aktuelle virus, er der opstået en understrøm af håb og bekymringer for, hvordan vi som mennesker kan ruste os til fremtiden.
- På Folkemødet har vi derfor etableret et krisepanel. Panelets medlemmer kommer med vidt forskellige faglige baggrunde som f.eks. psykolog, designer, historiker, filosof eller teolog, alle deltager i tre debatter og udgør det Krisepanel, som sammen skal finde frem til en række konkret anbefalinger til politikerne, så de kan træffe kloge beslutninger for fremtiden og de kriser, der sikkert kommer flere af, fortæller kommunikationschef på Designskolen Kolding, Charlotte Melin.
Designskolen Kolding har tre debattører med på scenerne. Fredag deltager lektor Sune Gudiksen i et panel, der kaster lys over Krisens Potentialer. Senere samme dag giver rektor Lene Tanggaard sig i kast med temaet Trivsel i en krisetid. Lørdag morgen live streames debatten om Generationsgaven med Lene Tanggaard og ’de unges repræsentant’ i skikkelse af formanden for De Studerendes Råd, Katrine Kjær Nielsen.
Moderator for alle tre paneldebatter er TV2-værten Gertrud Højlund.
Verdensmålsgaven
Når talestrømmen forstummer i Allinge, er det gavetid. I samarbejde med Folketingets 2030-panel uddeles verdensmålspriser til personer, virksomheder eller institutioner, som har gjort en særlig indsats for at omsætte Verdensmålene til handling i Danmark. Tre studerende fra Designskolen Kolding har i år fået til opgave at kreere verdensmålsgaverne. Det drejer sig om Jack Canavan fra kandidatprogrammet Design for People, Lloyd Philip Revald fra Design for Planet og endelig Nanna Sandal fra Design for Play. Det er tredje år i træk, at de tre verdensmålspriser - ildsjælsprisen, forandringsprisen og inklusionsprisen – uddeles. Det sker lørdag den 19/06/kl. 19 på Verdensmålenes Plads.
Læs mere om Verdensmålprisen her
Debatprogrammer på Folkemødet
Har krisen potentiale?
Er pandemien en pause fra normer, vi vil vende tilbage til eller rummer den et potentiale til at ruste os til fremtiden?
Fredag den 18/06/kl. 13-13.45
HR leder i Region Midtjylland Koncern, psykolog, Karen Ingerslev
Lektor på Designskolen Kolding, lektor i co-design, Sune Klok Gudiksen
Prof. I Historie på Aalborg Universitet, Poul Duedahl
Teolog Peter Birch, Biskop, Helsingør stift
Trivsel i en krisetid
Hvordan fastholder vi mental sundhed og mening i livet under og efter en af vor tids største kriser?
Fredag 18/06/2021 kl.15.00-15.45
Prof. i psykologi, rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard
Museumsdirektør for Inigma, Jane Sandberg
Teolog Lotte Blicher Mørk hospitalspræst på Riget
Generationsgaven (live-streames)
Har ungdommen et år til gode i den generationskontrakt, som vores velfærdssamfund bygger på?
Lørdag 19/06/2021 kl. 14.00-14.45
Prof. i psykologi, rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard
Formand for De Studerendes Råd på Designskolen Kolding, Katrine Kjær Nielsen
Bioetiker Mickey Gjerris, lektor på Københavns Universitet
Se det fulde program her