Politi, uniform, taske!
Hvert år køber politiet mere end 60.000 stk. uniformsdele og lige så store mængder ender hvert år på forbrændingen, når politiet udskifter sine uniformer.
16 tons tekstiler går op i røg - tekstiler der måske kunne have været genanvendt. Det spørgsmål har Rigspolitiet sat sig for at finde svar på som led i et ønske om øget fokus på ansvarlig og bæredygtig indkøb af tekstil.
Derfor har Politiets Koncernindkøb indledt et samarbejde med Designskolen Kolding og Lifestyle & Design Cluster med det formål at vise, hvilke andre muligheder, der er for at genbruge og genanvende politiets uniformer. Samarbejdet er skudt i gang med et miniprojekt, hvor casen er patruljejakke, som netop nu er ved at blive udskiftet.
- Formålet med projektet er rent visuelt at synliggøre, at de tekstiler vi i politiet hvert år bortskaffer som affald, faktisk er værdifulde ressourcer, der kunne være brugt i en anden sammenhæng, og dermed skabe værdi. Det skal vi selvfølgelig undersøge om, vi kan gøre på anden og smartere måde, som både skaber værdi for politiet og for klimaet, fortæller Politiets CSR-ansvarlig Maria Pagel Fray.
Må ikke havne i de forkerte hænder
Hovedparten af de udtjente uniformsjakker, som Rigspolitiets Koncernindkøb fik leveret af Vestegnens politi til projektet, var i meget fin stand. Hensyn til sikkerheden og dét at jakkerne ikke havner i de forkerte hænder vægter højest, og derfor er det ikke muligt eksempelvis at videregive jakkerne til fx civilansatte i politiet eller andre offentlige myndigheder. Derfor er den gennerelle procedure i dansk politi i dag, at alle udtjente uniformer bortskaffes.
Frederik Thrane, designer med tilknytning til Designskolen Koldings LAB for bæredygtighed, fortæller:
- Ved gennemgangen af jakkerne stod det klart, at der er tale om et produkt af høj kvalitet, der optimalt set burde bruges i uændret form. Det er imidlertid ikke en option indenfor rammerne af politiets gældende regler for sikkerheden, og derfor er det ikke muligt i dette projekt blot at fjerne distinktioner og logoer for at genbruge jakken i sin oprindelige form.
Første skridt i Frederik Thranes arbejde har været minutiøst at dissekere jakken for at se på de enkelte komponenter og mønsterdele med det sigte at finde nye anvendelsesmuligheder:
- Der findes en teknik, som hedder laser etching som bl.a. bruges i denim-industrien. Teknikken kan ændre tekstilets struktur og det visuelle udtryk betydeligt, og dermed ændre jakkens udseende med det formål, at ikke-politiuddannede ansatte i politiet kunne genbruge den – selvfølgelig under forudsætning af at logoer og distinktioner bliver fjernet, fortæller Frederik Thrane.
Ud fra et bæredygtighedsperspektiv er laser etching langt at foretrække, fordi ’det nye produkt’ er så tæt som muligt på det oprindelige. Imidlertid har der ikke været midler til at gøre dét i det nuværende projekt.
Nye produkter
Derfor har Frederik Thrane fokuseret på at designe eksempler på produkter med logoer på til brug internt i politiet. Ud af to uniformsjakker designede han tre tasker, to jakker og en børnehue.
- Et projekt som dette redder ikke verden, men det illustrerer tydeligt, at der er behov for, at det offentlige ved indgåelse af kontrakter på tekstilområdet tænker hele produktets livscyklus ind fra start, og dermed gør sig overvejelser omkring, hvilke designkrav der skal stilles til produkterne for at fremme og højne genbrug og genanvendelse, fortæller lektor Ulla Ræbild fra Designskolen Koldings LAB for bæredygtighed:
- For Designskolen Kolding er det offentlige en vigtig samarbejdspartner i forhold til hurtigere at kunne drive markedet i en mere bæredygtig retning. Projektet slutter ikke her. Fremadrettet vil politiet og Designskolen Kolding se på mulige potentialer for at genbruge eller genanvende udtjente politiuniformer. I dialog med Designskolen Kolding vil politiet endvidere fokusere på at udarbejde anbefalinger til krav, som politiet fremadrettet kan stille, når de udbyder kontrakter til uniformer eller andre områder, hvor der indgår tekstiler.