Stor opbakning til designkonferencen REDO
Det overstiger langt forventningerne, og konstitueret forskningschef på Designskolen Kolding, Anne Louise Bang, er både overvældet og glad:
”Vi er fantastisk glade for den interesse og opbakning, vi oplever omkring vores konference, som sætter fokus på at igangsætte handlinger, og på hvordan designere kan få større indflydelse og derigennem gøre en positiv forskel for mennesker. De bidrag, vi har modtaget, er hovedsageligt fra DO’ers. Altså folk som på den ene eller anden måde arbejder på at omsætte tænkning til handling i et bæredygtighedsperspektiv, et inklusionsperspektiv og i forhold til designuddannelse. Vi er hele tiden i skarp konkurrence med andre konferencer, når det gælder relevans og bidrag, men den store tilslutning fortæller mig, at designverdenen prioriterer det her tema og deler vores ambition om at skabe ”impact” i verden.”
Bidragene tæller 132 papers og 20 film. Det store arbejde med at udvælge de bedste er nu i fuld gang. Til det formål er der nedsat et internationalt panel af forskere fra Cumulus, som er en stor, international forening af designskoler og medarrangør af konferencen, og Designskolen Koldings øvrige forskningsnetværk. Bedømmerne forholder sig til tematik, relevans og formidling og endda også til deres egen ekspertise i forhold til at vurdere de enkelte bidrag. På basis af panelets evalueringer er det så op til programkomiteen, superviseret af Professor Rachel Cooper fra Lancaster University, at udvælge de endelige bidrag.
I alt 323 forfattere fra 44 lande og 6 kontinenter har indsendt bidrag. Omkring 30-50% kan forvente at komme gennem nåleøjet og få lejlighed til at præsentere deres bidrag, når konferencen løber af stablen 30/05/– 2/06/i Kolding.
I 2017 afholder Designskolen Kolding i samarbejde med den verdensomspændende organisation Cumulus en stor, international konference med titlen REDO. Formålet med konferencen er at sætte fokus på designs rolle i forhold til en bæredygtig udvikling og at få mere indflydelse på de politiske beslutningsprocesser.