07 dec. 2022 / Nyt om de studerende

Stort skulderklap til nye designere

Lidia Ruiz Diaz og Hafsa Jamal modtager ærespris og 50.000 kr. for deres kandidatprojekt 'Daydreaming Landscapes'
Af Marianne Baggesen Hilger

15. Juni Fonden har uddelt sine hæderspriser til unge kunstnere og designere for 2022. Fondens juryer har udvalgt otte ekstraordinære talenter (herunder 2 design-duoer) og belønner deres afgangsarbejder med hver 50.000 kr. 

Blandt modtagerne er Lidia Ruiz Diaz og Hafsa Jamal, som er uddannet cand.des. fra Designskolen Kolding med speciale i kommunikationsdesign og leg. De modtager hæderen for deres fælles kandidatprojekt  'Daydreaming Landscapes' lavet i samarbejde med Kolding Bibliotek. 

Dagdrømme og bøger er begge perfekte måder at rejse mellem fiktion og virkelighed. Designerne har arbejdet med nye måder at installere læseglæde på hos børn og har fokuseret på at skabe rum til dagdrømmeri på bibliotekerne. Med fokus på leg, interaktion og historiefortælling har de skabt et oplevelsesmiljø, der giver brugerne mulighed for at indgå i en fantasiforestilling, hvor rummets elementer egner sig til leg og interaktion, der hjælper sindet med at opfinde historier. Brugere begiver sig ud på en eventyrrejse, der gør stedet magisk og bringer historier til live, jo mere det udforskes.

Med prisen ønsker 15. Juni Fonden at give hædersprismodtagerne et anerkendende skulderklap, samt en økonomisk håndsrækning, i håb om at dette kan være med til at åbne døre op på deres fremtidige færd inden for henholdsvis kunst og design.

Tillykke til de to designere og til resten af ​​prismodtagerne.