01 apr. 2024 / Nyt om de studerende

Studerende: Je suis Charlie

Studerende på Designskolen Kolding sympatiserer med ofrene i Paris.
Af Marianne Baggesen Hilger

Designskolen Koldings studerende er ligesom resten af verden dybt berørt af terroraktionen i Paris. Mandag den 12. januar gennemførte en gruppe af dem derfor deres helt egen stilfærdige sympati-aktion til fordel for ofrene. De samledes i skolens kantine, og hver især holdt de et medbragt et skilt med ordene "Je suis Charlie" op i luften. En gestus som blev foreviget af skolens fotograf.

Designskolen har gennem mange år uddannet illustratorer, og denne gruppe studerende har naturligvis de problemstillinger, som er forbundet med angrebet i Paris, ekstra tæt inde på livet.

Rektor Elsebeth Gerner Nielsen har også ytret sin holdning til terrorangrebet:

"Terrorhandlingen mod Charlie Hebdo i Paris fylder os med foragt, sorg og trøstesløshed. For kunstens verden er det frygteligt, når bly i kugler sættes ind mod bly i blyanter. Det viser selvfølgelig, hvor farlig kunsten kan opfattes. At kunsten har magt. Må denne magt udnyttes af alverdens kunstnere til at fortsætte Charlies arbejde. Det kræver mod, fællesskab og sammenhold."