04 mar. 2014 / Nyt om de studerende

Studerende viser sko virtuelt

Eksperimenterende skodesigns er resultatet af et tværfagligt samarbejde mellem ECCO og studerende fra Industrielt Design, Mode og Tekstil.
Af Katrine Worsøe

Studerende fra Designskolen Kolding samarbejder hvert år med skofabrikanten ECCO i ønsket om at udfordre den konventionelle tanke om skoens brug og stil. I år har dette samarbejde resulteret i, at et udvalg af de eksperimenterende sko nu er kommet med på The Virtual Shoe Museums blog og desuden udstillet ved WhatAboutShoes messen i Berlin og ved Czech Bata Shoe Museum og Au Park Kosice i Slovakiet. 

På The Virtual Shoe Museums blog formuleres samarbejdet således:

- This approach, which combines the strictness of industrial design with the more dreamy, intuitive working methods of fashion world, has resulted in a number of highly innovative shoes.

The Virtual Shoe Museum blev iværksat af grafisk designer Liza Snook i 2005 og fungerer nu som et online museum for eksperimenterende skodesigns.