Solveig Søndergaard og Rezvan Farsijani
11 mar. 2022 / Uddannelse og forskning

Tekstiler der taler

I en ny udstilling på Designskolen Kolding fortæller flygtningekvinder deres livshistorie gennem tekstiler
Af Marianne Baggesen Hilger

FABRIC sætter fokus på flygtningekvinder og på beklædning og kunsthåndværk som formidling. Udstillingen åbnede fredag 11/03/på Designskolen Kolding, blot få dage efter Kvindernes Internationale Kampdag og alt imens krigen hærger i Ukraine.

Man kan opleve værker af tekstilkunstner Rezvan Farsijani og designer Solveig Søndergaard, som hver især har skabt et kreativt rum for flygtningekvinder, hvor de fortæller deres livshistorie gennem broderi og tekstiler. 

I kunstværket 'Promise of Dawn' (eller 'Dream House') har tekstilkunstneren Rezvan Farsijani og hendes kreative fællesskab af flygtningekvinder i Iran og i Paris arbejdet med lag, tekstilteknikker og gennemsigtighed som en måde at illustrere det kulturelle net af tid og sted på, som kendetegner kvinders liv og særligt flygtninges virkelighed. Et telt af transparent stof bliver et symbol på familien, sikkerhed og hjemlighed, men også på de slørede minder om tabte hjem eller på håbet om et bedre liv i ens eget hjem. Med sine bløde vægge og sin ustabilitet refererer teltet til flygtningelejrenes midlertidige boliger, men med et poetisk udtryk. Og vi fornemmer skrøbeligheden ved at prøve at bygge et nyt hjem, mens det spøgelsesagtige minde om det tabte hjem stadig er til stede.

I Solveig Søndergaards kunstneriske værk ’Stitching Stories’ benyttede Solveig og flygtninge- og migrantkvinder i Kolding deres egne barndomsminder og overleverede tekstilfærdigheder til at forløse et kunstnerisk udtryk. Helt bogstaveligt blev kvinderne inviteret til at brodere familiebilleder, der var trykt på gennemsigtigt stof, som en måde at mindes, ære eller give nyt liv til en tabt historie. De trykte og broderede billeder viser både forsiden af broderiet samt bagsiden med knuder, grove sting og løse tråde. Broderierne inviterer os til at reflektere over begge sider af vores liv og minder om både gode og svære tider.

I sin åbningstale sagde rektor Lene Tanggaard bl.a.: 

- At finde sikkerhed er naturligvis det vigtigste. Men som mennesker har vi brug for mere end mad, tøj og tag over hovedet. Vi har brug for kunst, kreativitet, historie. Selv når vi er mest sårbare, har vi brug for at udtrykke os og brug for et rum, hvor vi kan dele vores historier, sætte vores indre ressourcer i spil og udfolde vores kreativitet. Ved at anerkende beklædning som et taktilt, håndgribeligt og visuelt kommunikationsmiddel har Rezvan, Solveig og The Fabric of My Life-projektet skabt dette rum for flygtningekvinder ved at invitere dem til at samskabe og fortælle deres livshistorie gennem tekstiler.

Udstillingen er åben til og med 30/03/i Designskolen Koldings åbningstid. Den er en del af det tværkulturelle projekt Fabric of My Life. 

Projektpartnere:
The Centre for Textile Research på Københavns Universitet, ARTEX - The Hellenic Centre for Research, Deutches Textilmuseum Krefeld, Nationalmuseet, Designskolen Kolding.