Underviserne er sat i puttekassen
De skal lære at tænke ud af boksen, de 17 kandidatstuderende, der i denne uge starter på Designskolen Koldings nye og internationalt enestående kandidatuddannelse i Design og Leg. De skal være frontløbere for nye måder at designe på i et samfund og arbejdsmarked, hvor kreativitet, ifølge World Economic Forum, om bare tre år vil være den tredjemest efterspurgte kompetence, og hvor mere end halvdelen af de jobs, der skal besættes, slet ikke eksisterer i dag.
Målet er at uddanne en generation af designere med nye og stærke kompetencer i at koble leg med design af tøj, spil, legetøj, processer, brugergrænseflader og fysiske omgivelser – kort sagt alt, som understøtter leg, kreativitet og personlig udfoldelse.
International uddannelse
De studerende kommer fra Italien, Korea, Letland, Slovenien, Danmark, USA, Storbritannien, Tyskland, Polen, Spanien, Columbia, Grækenland og en af dem, som er sluppet gennem nåleøjet er Bryce Duvewaardt fra Canada:
- Jeg har valgt at søge ind på uddannelsen på Designskolen Kolding, blandt andet fordi holdningen til det at lege er langt mere positiv i Danmark end i Canada. Jeg håber, at uddannelsen vil give mig redskaber til at specialisere mig i det, jeg brænder allermest for, at designe leg og legeredskaber til børn, fortæller han.
Plads til leg
For at give plads til leg og kreativitet, har Designskolen Kolding blandt andet nedbrudt de traditionelle grænser mellem undervisere og studerende ved at indrette arbejds- og studiepladser i et fælles miljø, som giver mulighed for helt nye måder at arbejde på. Placeret centralt blandt de studerende står undervisernes nye kontor, formet som en gigantisk puttekasse - et kendt stykke legetøj til at udvikle små børns fornemmelse for former. Puttekassen står som det synlige symbolet på, at her er en legende organisation.
- Vi har bevidst skabt fysiske ramme, der signalerer leg og kreativitet fordi vi ønsker at vise, at vi tager legen helt ind i organisationen. Leg er ikke bare noget vi lærer om, det er også den måde vi lærer det på, siger leder af Designskolen Koldings uddannelse for Leg og Design, Lene Nyhus Friis.
Virksomhederne er med
Omdrejningspunktet for en stor del af uddannelsen vil blive helt konkrete designudfordringer, som de opstår i de mange danske og internationale virksomheder, der arbejder med leg eller ønsker at gøre det. Uddannelsen er udviklet i tæt dialog med LEGO Fonden og LEGO Koncernen og bygger blandt andet på inspiration og erfaringer fra Play User Lab og Designskolen Koldings samarbejde med Børnenes Hovedstad A/S. Det verdensomspændende designbureu, DesignIt, er også en del af partnerskabskredsen, ligesom KOMPAN og Ledon. Designskolen Kolding vil sammen med LEGO Koncernen og LEGO Fonden desuden løbende invitere virksomheder og offentlige institutioner til at blive partnere.