Virksomheder, der anvender design, tjener mere
Det konkluderer en ny rapport, som viser, at virksomhederne tilmed får en større eksport og er langt bedre til at omstille sig til et marked i forandring, hvis de benytter design til at udvikle en virksomheds organisation, strategi og evne til innovation. Rapporten bygger på resultaterne af Region Syddanmarks designsatsning Design2innovate, D2i, som Designskolen Kolding har været en af hovedaktørerne i.
Designere på Designskolen Kolding har bl.a. undervist små og mellemstore virksomheder i, hvordan de benytter design. Det konkrete udbytte af satsningen er, at antallet af virksomheder, der anvender design, er steget fra 54 procent til 68 procent på tre år, og håbet for Designskolen Kolding er, at tallet stiger yderligere.
- De store virksomheder gør det: Grundfos er absolut i gang, LEGO og Coloplast er helt fantastiske, og Novo Nordisk og Mærsk ligeledes. Men hvordan får vi de små og mellemstore virksomheder med? Det er måske Danmarks største udfordring, siger Elsebeth Gerner Nielsen, rektor på Designskolen Kolding.
Det er Designskolen Koldings intention at fortsætte arbejdet med at formidle den viden, der er opnået gennem forskning og designfaglige udviklingsarbejde til endnu flere virksomheder. Målet er mere vækst og flere arbejdspladser.
Rapporten, New-Doing, udkommer i november, og den viser bl.a., at:
- Virksomheder, som bruger design strategisk, over en tiårig periode havde en 228 procent højere vækst end de øvrige virksomheder i American S&P 500 indeks.
- 68 procent af danske virksomheder i meget høj grad oplever, at design har en positiv indflydelse på bundlinjen.
- virksomheder, der bruger design, har en højere forventning til vækst i omsætning, medarbejdere og eksport end virksomheder, der ikke bruger design.