Trin 3. Portfolio og CV

Vejledning til portfolio

Portfolio

En portfolio er en mappe med visuelle eksempler på de arbejder og projekter, du har lavet

Bemærk: Portfolio og CV skal ikke indsendes ved kvote 1-ansøgning.

Du skal aflevere din portfolio digitalt. Hvis du har en fysisk portfolio, kan du affotografere og gemme det i PDF-format. Der er ikke nogen krav til sideantal. Generelt kan man sige, at vi er mere interesserede i kvalitet end kvantitet.

Husk at skrive navn på din portfolio.

CV

Sammen med din portfolio beder vi dig sende dit CV

Du vil senest 20. marts 2025 modtage en aktiveringsmail fra vores digitale afleveringssystem WISEflow. Derefter vil du modtage endnu en besked fra WISEflow med link til aflevering af portfolio og CV. Bemærk at de to mails ikke nødvendigvis kommer lige efter hinanden. Der kan gå op til en dag fra du modtager aktiveringsmailen til du modtager mailen med link til upload. Husk at gemme din aktiveringsmail, og husk at holde øje med dit spamfilter.

Du finder en vejledning til upload i WISEflow herunder.

Deadline for upload af portfolio og CV er 25. marts 2025 kl. 12.00

Dette er en forudsætning for at blive inviteret til den praktiske prøve.

Optagelseskriterier

Optagelseskriterier

Vi vurderer portfolien ud fra vores optagelseskriterier, hvor vi bedømmer dine evner og dit potentiale ud fra 5 kriterier

Kriterium 1: At undersøge og registrere visuelt

Kriterium 2: At arbejde med formål og relatere dit arbejde til en specifik kontekst

Kriterium 3: At udvikle idéer gennem skitser og eksperimenter

Kriterium 4: At arbejde æstetisk med form, farve, materialer og medier

Kriterium 5: At formidle og kommunikere visuelt

Portfolio
Råd og vejledning

5 generelle råd og 5 konkrete tips til portfolio

  1. Vis din spændvidde og hvordan du kan arbejde med forskellige typer af materialer, tematikker og teknikker.
  2. Proces er vigtigere end perfektion. Medtag nogle ufærdige arbejder som giver os en idé om, hvordan du researcher, eksperimenterer og udvikler idéer.
  3. Skab en fortælling med en stærk begyndelse og slutning, som vi husker.
  4. Vær beslutsom. Hvis du har et værk, som du ikke kan forklare, så lad være at tage det med. Evnen til at udvælge og redigere i sit eget arbejde er vigtig.
  5. Vis os det du ønsker, vi skal se – ikke det du tror, vi vil se. Din personlighed, dit særlige udtryk og din passion er dine vigtigste styrker.
  1. Tænk i en layoutmæssig sammenhæng. Faste marginforhold, en gennemgående typografi og en sammenhængende brug af overskrifter, billedtekster og sidetal giver ro og struktur – uanset hvor vilde ting, du præsenterer.
  2. Tænk i en indbyrdes prioritering af elementerne på hver side. Du skal servere indholdet for læseren og vise, hvor man skal begynde, og hvad der er vigtigst.
  3. Tænk i variation i det visuelle udtryk. Zoom ind på detaljer, zoom ud til helheder.
  4. Tænk i mockups og affotografering – og ikke bare i flade pdf’er.
  5. Tænk i at gøre projekterne forståelige. Skriv korte forklaringer til dine projekter. Gør det til en historie. Fx: Hvad var målet, hvad fandt du ud af, hvad blev resultatet? Supplér med dine egne refleksioner over undersøgelser, projekter, læring.