14 mar. 2022 / Uddannelse og forskning

10. klasse med leg, design og konstruktion

Med støtte fra Kirkbi har Efterskolen PLAY, LEGO Foundation og Designskolen Kolding skabt en ny linje i Design og Konstruktion
Af Charlotte Melin

Elskede du at bygge med LEGO-klodser, da du var mindre? Fascineres du af spil, oplevelser og genstande, der er gennemtænkt i alle detaljer? Og drømmer du om at arbejde kreativt, materielt og visuelt? Hvis svaret er ja, er dét – og meget mere – muligt på Efterskolen PLAY – en ny eksamensfri efterskole, hvor 10. klasses elever får mulighed for at fokusere på det, de brænder for.
I august 2023 åbner Efterskolen PLAY, der har sæde i Grindsted, med den helt nye linje Design og Konstruktion på programmet. Anne-Lene Sand, forsker på Designskolen Kolding og Ph.d. i børne- og ungdomskultur, bliver leder af efterskolens design- og konstruktionslinjen. Hun fortæller:

– Alle de smarte løsninger, vi omgiver os med i hverdagen, er udtænkt af designere. Det kan være hverdags problemer og komplekse produkter som elbiler og vindmøller, men også genialt enkle ting som fx Lifestraw, der giver mennesker adgang til rent drikkevand. På linjen vil eleverne blive undervist i at skabe praktiske løsninger på nogle af verdens udfordringer.

Linjen kommer til at indeholde træning i designprocesser, konstruktion af prototyper og test af løsningerne i den virkelige verden. Efterskolen får et ny-bygget Youth Play Lab, hvor de kan bygge, eksperimentere og lege, og som har fri adgang til. 

Designskolen Kolding er internationalt førende, hvad angår arbejdet med design for leg og den ekspertise bliver integreret i udviklingen af den nye efterskole hvor leg, unge og design kombineres.

– Hvis man drømmer om at arbejde som designer eller konstruktør for LEGO, er det selvfølgelig en helt oplagt linje at søge ind på. Men det, man lærer, kan bruges i rigtig mange sammenhænge. Unge der drømmer om en fremtid indenfor fx mode, reklame, adfærdsdesign eller teknik kan lære det fundamentale håndværk at bygge videre på, uddyber Anne-Lene Sand. Som led i samarbejdet mellem LEGO Foundation, Designefterskolen PLAY og Designskolen Kolding skal Anne-Lene Sand forske i, hvordan unge leger sammen og hvad et sted som en efterskole betyder for unges leg. Som led i forskningen skal der udvikles konkrete designmetoder skræddersyet til unge.