Fotograf: Katrine Worsøe
21 nov. 2022 / Nyt om de studerende

Black Friday med grøn samvittighed

Find puder af økologisk læder og striktrøjer af restgarner på Designskolen Koldings årlige julebazar, der bugner af designs fuld af omtanke for miljøet
Af Charlotte Melin

Samme dag som Black Friday går i luften med fristende, billige tilbud til forbrugerne, slår Designskolen Kolding dørene op til den årlige julebazar. Her får besøgende  mulighed for at stille købetrangen med grøn omtanke. Skolens studerende sælger egne designs og dét med tanke på den bæredygtige dagsorden. De er dybt optaget af at designe 'grønt', så vi som forbrugere knytter os mere til produkterne, fordi det er unikt, æstetisk appellerende ikke mindst meningsfuld i forhold til at agere miljøvenligt.

På bazaren vil man derfor blandt andet kunne købe sofapuder lavet af reststof, økologisk læder og gåsedun fra fritgående gæs og unikke hjemmestrikkede trøjer af genbrugs- og restgarner.

Designskolen Koldings julebazar løber af stablen fredag den 25/11/kl. 14-19 og lørdag den 26/11/kl. 10-16.
I stil med tidligere år vil nuværende og tidligere studerende etablere godt hundrede små boder med et bredt og varieret udbud, der med garanti er unikt, håndlavet og altså med en kærlig tanke til den klode, som vi alle skal passe på og respektere. På bazaren kan man møde designerne selv og høre, hvad de dybere tanker er bag de mange projekter.

Skolens kantineområde vil være dedikeret til hygge med julelækkerier, mens køb og salg fra boderne vil foregå rundt omkring på hele Designskolen. Der er med andre ord skabt optimale muligheder for at blive inspireret af de spirende designere og finde den helt unikke julegave til familie og venner.