25 jun. 2021 / Uddannelse og forskning

Byen nede fra og op

Tre forskere fra Designskolen Kolding bidrager til skandinavisk antologi om improvisationer i byrum
Af Charlotte Melin

I de seneste år har der i skandinaviske byer været forskellige forsøg på at skabe mere kreative byrum. Men ofte er det sket i form af brug af standardiseret design og iscenesat leg, som ikke tager udgangspunkt i byboerne selv eller for dens sags skyld er tilpasset det levede liv i byen.
Med den nye skandinavisk antologi, Improvisasjon - byliv mellom plan og planløshet, søger 14 skandinaviske forskere og praktikere svar på, hvordan vi i byudvikling og byplanlægning kan skabe rum for det uforudsete.

Det spontane
Fra Designskolen Kolding har Anne Corlin, Lene Tanggaard og Anne-Lene Sand bidraget til at kaste lys over, hvordan vi i større grad kan åbne op for det midlertidige og spontane, og skabe bedre forståelse for det stedsspecifikke.
I kapitlet Design for organisatorisk improvisation: Når borgere tager byplanlægning i egen hånd illustrerer Pd.d. Anne-Lene Sand, hvordan Den Nationale Platform for Gadeidræt har designet en organisationsstruktur, som tillader mennesker uden en særlig uddannelsesmæssig baggrund at deltage i at forme byen – nede fra og op. På baggrund af mange års forskning i legende praksisser i danske byrum peger hun på, hvordan kommuner, fonde og organisationer kan skabe løsere organisationsstrukturere. Der er tale om en tankegang som medfører, at planlægningen af byen ikke blot handler om produkt eller funktionalitet, men også om at finde de potentialer og lommer, hvor borgere kan sætte eget præg på design, form og indhold. En sådan praksis kan aktiveres i form af konkrete improvisatoriske benspænd.

Friktioner
Adjunkt Anne Corlins kapitel Sociale friktioner tager afsæt i hendes i Ph.d.-afhandling og erfaringer fra praksis. Den viser, hvordan sociale friktioner - hvis de ikke inddrages i design og udviklingsprocessen af byens rum - kan få indflydelse på de fysiske rums potentialer for at understøtte det sociale liv og møder mellem mennesker.
Hvis byudviklingsprocesser fejler i forsøget på at tage hensyn til sociale friktioner, såsom forskellige ønsker og agendaer for et sted, eller forskellige brugeres forskellige relationer til stedet kan de virke som benspænd, der skaber barrierer for planlagte udviklingsprocesser af byrum. Men ved at identificere friktioner og forstå de sociale friktioner kan design åbne op for nye muligheder i byen, hvor der i højere grad er plads til at udvikle fælles sociale rum.

Antologiens efterord er skrevet af prof. i psykologi og rektor for Designskolen Kolding, Lene Tanggaard. Med overblik over antologiens kapitler og med afsæt i pædagogisk psykologi, og mange års forskning i kreativitet, reflekterer hun over aktuelle tendenser i byplanlægningen og den måde, vi metodisk anlægger studier af byen på. Initiativtagerne og redaktørerne bag antologien er de norske by-forskere John Pløger og Anniken Førde og Anne-Lene Sand fra Designskolen.

Bogen kan købes her
Eller tilgås som open access