24 okt. 2016 / Skolen og medarbejdere

Dansk Design Nu

Designskolen Kolding bidrager til ny anmelderrost bog om nutidigt dansk design
Af Marianne Baggesen Hilger

Interessen for nutidigt dansk design er større end nogensinde! Indtil nu har en samlet beskrivelse af dansk design efter år 2000 ikke været tilgængelig, men det retter forfatter og forskningschef ved Designmuseum Danmark, Lars Dybdahl, nu op på.

Sammen med et hold af designeksperter har han skabt en ny designbibel om det nye årtusindes design. Bogen, der har fået 5 stjerner i Berlingske, indeholder blandt andet kapitlet ”De industrielle interiørtekstiler – tradition og fornyelse” skrevet af ph.d. og konstitueret forskningschef Anne Louise Bang og lektor og ph.d. Vibeke Riisberg, begge fra Designskolen Kolding.

Om Dansk Design Nu
I bogen ”Dansk Design Nu” præsenteres læseren for hele designspektret: industrielt design til kroppen, boligen, arbejdet og fritiden – møbeldesign, grafisk kommunikation og mode – design og arkitektur i det offentlige rum – keramik, glas, smykker og tekstil samt vitale emner som brugerinddragende co-design, servicedesign, bæredygtighed, innovation og designpolitik.

”Dansk design Nu” belyser udviklingen inden for de seneste 15 år i sammenhæng med det vide spektrum af nye designere og arkitekter og den voksende globalisering. Bogen er illustreret med mere end 400 fotos og beskæftiger sig med designere, hvis objekter vi kender fra vores hverdag – som Louise Campbell, Ole Jensen, Cecilie Manz, Henrik Vibskov og Kasper Salto.

Billedforedrag
Med udgangspunkt i bogen holder Lars Dybdahl tirsdag den 1/11/kl. 19.30 billedforedrag i Salen Politikens Hus, Vestergade 28, København V.