De unges stemmer former politikken
Designskolen Kolding deltager i et ambitiøst projekt, hvor børn og unge i Ringsted Kommune får direkte indflydelse på udviklingen af en ny børne- og ungepolitik. Gennem legende og kreative metoder som LEGOklodser, tegninger, essays og podcasts får børnene mulighed for at udtrykke deres tanker om fremtiden. I regi af Designskolen Koldings Designskolen Koldings LAB for Leg & Design vil adjunkt Line Gad Christiansen og lektor Karen Feder at sikre, at børnenes stemmer bliver styrket i processen.
- Vi kan se et stort potentiale i at bruge børne- og ungecentrerede metoder, der er mere legende, og derfor sikrer børn og unge en stærkere stemme i en proces som denne, siger lektor Karen Feder.
Kommunen lytter til børnene
Ringsted Kommune lægger stor vægt på at sikre, at børn og unge bliver hørt i udviklingen af den nye politik. Jesper Ulrich, fritids-, undervisnings- og kulturchef i Ringsted Kommune, understreger vigtigheden af denne inddragelse:
- Involveringen af børnenes og de unges egne stemmer er helt afgørende for, at den nye politik styrker børn og unges engagement og deres tro på fremtiden. Børn og unge har brug for at blive lyttet til og få indflydelse på de beslutninger, som har betydning for deres hverdag.
En politik skabt med børnene i centrum
For Designskolen Kolding er samarbejdet med Ringsted Kommune en værdifuld mulighed for at undersøge, hvordan legende metoder kan styrke demokratiske processer og politikudvikling.
- Det er inspirerende at samarbejde med så modig og ambitiøs en kommune om et så vigtigt projekt som at give børn og unge indflydelse på Ringsted Kommunes nye børne- og ungepolitik, fastslår Karen Feder.
Målet er, at op mod 8.000 børn og unge skal bidrage til politikken gennem metoder, der giver dem mulighed for at udtrykke sig på deres egne præmisser.