09 okt. 2018 / Uddannelse og forskning

Design med Kronprins, kål og kinesere

Designskolen Koldings udstilling Super Supermarket vakte royal begejstring under Beijing Design Week
Af Katrine Worsøe

En nedlagt gastank i Beijings superhotte Artdistrict dannede for nyligt rammen om et ambitiøst fremstød for dansk design og kultur. I konkurrence med bl.a. New York blev Københavns Kommune valgt som gæsteby for Kinas årlige fremstød for design og kultur, det største af sin art i Asien.

I selskab med en række førende danske virksomheder og uddannelsesinstitutioner blev Designskolen Kolding kurateret ind i Tank 79 – en tidligere gastank på 3500 kvadratmeter med små kringlede gader og huse. Her præsenterede skolen udstillingskonceptet Super Supermarked, der mimer et rigtig supermarked med varer, skabt af overskudsmaterialer fra produktionen i danske virksomheder. Forårsrullerne er af læder, rugbrødet af bølgepap. Tiramisu skabt af pelsrester fra Kopenhagen Fur, flamingo fra Solar nu poppet som naturtro popcorn eller fristende salami rullet af læderrester fra Fritz Hansen. Ideen med Super Supermarked er at tvinge de besøgende til at tænke nærmere over egen shoppelyst og ikke mindste reflektere over bæredygtighed og genanvendelse på en sanselig og legende måde.

Og ikke kun kineserne tog konceptet til sig. HKH Kronprins Frederik slog vejen forbi Designskolen Koldings minibutik for at høre mere om, hvad købemandslegen gik ud på. Med i kronprinsens følge var bl.a. kulturminister Mette Boch, der havde set den italienske udgave af udstillingen, da den sidste år blev vist i Milano – og siden nomineret til Milan Design Award. Københavns overborgmester Frank Jensen deltog også i besøget.

Supermarkedsvarene fængede
Der blev flittigt fotograferet – de fristende grøntsager, kolonialvarerne med bl.a. de kulørte mopper og luksus toiletpapir i læder, risene af pelsrester, petitfour skabt af stofrester blev foreviget i en masse kinesiske iPhones. Ja selv Beijing største tv-kanal kiggede ind og sendte direkte på åbningsdagen. Hvad er så meningen med galskaben? Først og fremmest at brande en dansk designuddannelse, som den folder sig ud i spændvidden mellem Designskolen Kolding og de 14 virksomheder, som har takket ja til at lege med.

Fakta
• Super Supermarket er et koncept, oprindeligt udviklet af designbureauet Femmes Régionales i samarbejde med Designskolen Kolding. Den kinesiske version er en videreudvikling af konceptet, som to afgængere fra skolen, designerne Susanne Nors og Sisse Falster, har stået for.
• Følgende danske virksomheder har bidraget til Super Supermarked med restmateriale fra deres produktion: KMC, Pressalit, Solar, Easyfood, Republic of Fritz Hansen, Vola, Kvadrat, La Glace, Ecco, Plus Pack, Ewii, Kopenhagen Fur, Royal Dansk og Montana.
• Beijing Design Week afholdes fra den 26/09/- 5/10/2018. Københavns Kommune er gæstevært ved udstillingen og har i den forbindelse inviteret en række repræsentanter for dansk design til at medvirke.