- Det er fedt, at inddrage borgerne
Fuld fart over Slotssøen i en svævebane, en slapper i en hængekøje og et drivhus med en svævende cafe i luftballon oppe over. Der er mange nye og anderledes bud på midlertidige installationer eller aktiviteter i Kolding.
Selvom det først er næste år, at Kolding danner ramme om Design Week, er forberedelserne allerede nu godt i gang. Det handler blandt andet om at gøre design synlig i gadebilledet.
Derfor har Design Week Kolding søsat konkurrencen form:By. Form:By skal munde ud i tre installationer, der kan stå i gågaden, ved Slotssøen eller universitet i to måneder næste sommer og skal bruges af alle, der kommer forbi.
Op i hængekøjen
Som optakt til konkurrencen har Design Week Kolding sammen med Designskolen Kolding holdt en camp. Det har skabt interesse, især fra unge i Kolding, men også Århus, fordi de allerbedste ideer bliver til virkelighed.
Lukas Holgersen, der studerer på Designskolen Kolding var med i en gruppe, der tænkte nye midlertidige tanker i gågaden:
- En lyd- og lysinstallation, der reagerer på sine omgivelser, når nogen går forbi eller måske får lyst til at danse. En slags interaktiv graffiti væg. Det er kun en ide, og langt fra sikkert det bliver et forslag, forklarer han.
Lukas Holgersen har brugt campen som et startskud, der kunne give ideer.
- Det er lækkert med hurtige workshops. Og så er det fedt, at inddrage borgerne, når det drejer sig om byrummet, for det jo er os, der skal bruge det, fortæller han.
Anne Voigt Sonnichsen var med i en gruppe, der udtænkte kreative ideer, som kombinerer leg og afslapning ved Tombolapladsen i gågaden i Kolding.
- Det kunne være en terrasse med et niveau af sand, hvor vi skal inddrage vandet. Sejldug der kan bruges som hængekøjer, gynger eller lænestole. Vores tanker, er at folk får det brugt mere, fordi det er midlertidigt. Det skal man lige over at prøve, siger Anne Voigt Sonnichsen om ideen.
Om det bliver et realistisk bud i konkurrencen må tiden vise. Selv om du ikke deltog i campen, kan du sagtens deltage i konkurrencen. Se mere på Kolding.dk/dwk.