Fra garveri til studio
Et nyt partnerskab har set dagens lys mellem Designskolen Kolding og Danmarks sidste tilbageværende garveri, SPOOR. Partnerskabet understøtter bl.a. skolens vision om at være ansvarlig og førende indenfor materialer af høj kvalitet, og giver samtidigt studerende mulighed for at udforske og forstå hele processen fra råmateriale til færdigt produkt.
SPOOR er kendt for kompromisløst fokus på bæredygtighed, transparens og sporbarhed i hele produktionen. Garveriet arbejder målrettet på at sikre, at hvert stykke læder, de producerer, kan spores tilbage til dets oprindelse, hvilket giver en garanti for, at materialerne er blevet fremstillet under ansvarlige forhold med respekt for både miljø og dyrevelfærd.
I praksis betyder det, at alle dyr der ankommer til SPOORs garveri er øremærkede fra fødslen og registreret i en database, der indeholder oplysninger om dyrets oprindelsesland, fødselsdato og fødselssted. Øremærkningen registreres efterfølgende på alle huder med laserteknologi. På den måde kan hver enkelt hud spores helt tilbage til den gård, hvor dyret blev født.
Samarbejdet foregår i designstudio
Samarbejdet mellem Designskolen Kolding og SPOOR vil især kunne mærkes i skolens læderstudio, hvor SPOOR stiller materialer til rådighed for de studerende at arbejde med. Her kan de eksperimentere og aktivt få erfaringer med materialer af høj kvalitet og hermed udvikle nye designløsninger med fokus på bæredygtighed. Det er en unik chance for de studerende at få hands-on erfaring med materialer af høj kvalitet og samtidig lære om vigtigheden af et ansvarligt materialevalg i designprocessen.
Initiativet til samarbejdet kommer fra tidligere studio-ansvarlig og nu ph.d.-studerende, Line Rumhult. Samarbejdet er en del af et større fokus på at bringe materialeforståelse og bæredygtige håndværkstraditioner tættere på designuddannelsen. Dette er særlig vigtigt i en tid, hvor både designere og forbrugere efterspørger fuld transparens i produktionsprocessen. Line Rumhult uddyber:
– Som designere har vi et ansvar for at sikre gennemsigtighed omkring de materialer, vi anvender. SPOOR er et godt eksempel på dette, da deres skind fremstilles gennem mange forædlingsstadier, støttet af en rig skandinavisk håndværkstradition. Det er afgørende at have respekt for materialernes oprindelse og forstå, hvordan de er skabt. Denne tilgang stemmer overens med de håndværkstraditioner, vi ønsker at give videre til vores studerende, samtidig med at vi opfylder forbrugernes stigende krav om fuld transparens.
SPOOR deler begejstringen for det nye samarbejde:
- Vi er enormt glade for den mulighed, som Designskolen Kolding åbnede op for. Et samarbejde som giver så god, gensidig mening. Vi kan undervise de studerende i alt det bagvedliggende i en ansvarlig dansk læderproduktion – og de studerende får mulighed for at se produktionen helt tæt på. Samtidig bliver vi udfordret gennem en masse feedback, spørgsmål og samskabelse med de studerende, som jo er fremtiden i dansk – men også international – designsammenhæng, lyder det fra SPOORs Business Development Director, Birgitte H. Langer.
Arbejdet i læder-studio sparkes for alvor i gang, når studerende på accessory design, senere på efteråret, påbegynder kurset 'Koncept og formudvikling'. Her kommer de til at arbejde med materialer og formgivning som en del af deres uddannelse.
Læder-studio er åbent for alle studerende, der har fået en introduktion til maskinerne, og kan benyttes i relevante projekter.