16 jan. 2017 / Projekter

Gik lige hjem og brugte det, de lærte i ”Bæredygtig Fremgang”

Virksomheden Plus Pack blev klogere på cirkulær økonomi og designmetoder
Af Katrine Worsøe

For nogle måneder siden skulle Plus Pack – den kendte emballagevirksomhed i Odense – have et af sine mange kundemøder, hvor en stor distributørkunde skulle orienteres om alt det nye, der sker inden for fødevarer og emballage. Camilla Haustrup Hermansen, Director of Business Development & Marketing, foreslog, at man skulle prøve at gennemføre en workshop, hvor kunden blev involveret tidligt i en produktudviklingsproces. Det havde hun og hendes medarbejdere lige lært i projektet “Bæredygtig Fremgang” på Designskolen Kolding.

– Jo, sagde hendes kolleger, og kunderne var tilfredse. – De skrev til os morgenen efter og sagde, de vil ha’ en lignende workshop hele dagen næste gang. Mere kunne vi ikke opnå, siger Camilla Haustrup Hermansen. Det, der skete, var, at kunden og Plus Pack-medarbejderne tog udgangspunkt i en konkret emballageløsning, som Plus Pack ønskede at udvikle.

– Normalt ville vi som det første skridt have præsenteret dem for en prototype i 3D, der koster både penge og en masse tid. Det, vi gjorde nu, var blandt andet at vise dem et par hurtige, håndlavede prototyper og involvere dem i vores tidlige udvikling. Det, vi har lært – og gjort – er ”bare at gøre det selv”, og anslået har vi i hvert fald sparet et par uger, foruden at vi har skabt et rigtig godt samarbejdsklima. Kunden var begestret for at være involveret så tidligt i processen og tager et medejerskab af den emballageløsning, vi udviklede, siger hun.

I et andet tilfælde bad Camilla Haustrup Hermansen designerne fra skolen i Kolding være med til at facilitere en workshop.

- Det har været vigtigt for os at få testet, om vi kan bruge skolen som facilitator. Og ja, det kan vi. Workshoppen var med en kunde gennem en lang årrække, og på få timer fandt vi ud af, hvor meget strategisk viden vi kunne dele. Efter mange års samarbejde ved vi først nu, hvad de ser som strategiske muligheder og udfordringer, takket være projektets fremtidslineal, et af de mange værktøjer, der er udviklet i skolens Laboratorium for Bæredygtighed. Og kundens tilbagemelding var positiv: Det er det, vi vil, når vi taler udvikling. Det er måden, når vi sammen vil finde ”Et nyt fælles 3.” Fremover skal I springe alt det andet over og lade os gå i gang med disse her processer, sagde de.

I alt deltog fire projektledere og en marketing medarbejder fra Plus Packs Odense-afdeling i ”Bæredygtig Fremgang”.