22 nov. 2019 / Nyt om de studerende

Hæder til fremtidens WC og sko

To afgangsprojekter fra Designskolen Kolding har modtaget priser fra 15. Juni Fonden. Fra hver sin vinkel stiller de skarpt på, hvordan vi bør sidde, og hvordan vi bør gå – hvis vi fremover vil passe bedre på os selv og klimaet. Priserne blev uddelt d. 21. november.
Af Marianne Baggesen Hilger

Hver eneste dag smider klodens befolkning millioner af sko ud. Sko som indgår i menneskets brug-og-smid-væk kultur. Men det vil tekstildesigner Linda Egtved Olesen gerne lave om på. Hun har derfor i samarbejde med ECCO udviklet en sko, der kan splittes ad. Meningen er, at man tilpassser og samler sin sko – afhængig af, hvad skoen skal bruges til. De enkelte dele recirkuleres derfor, i stedet for at blive til affald. Projektet, med titlen 21FTWR, er et af to koncepter udviklet af studerende på Designskolen Kolding, som 15. Juni Fonden netop har præmieret.

Pris til ’Poosition’
Det andet koncept tager afsæt i afføringsproblemer - et almindeligt onde både blandt voksne og børn. En af årsagerne er, at mange ikke bruger de toiletter, som er tilgængelige, hvor de færdes i hverdagen. En anden grund er siddestillingen. Og her har Ditte Marie Fog Ibsen og Julia Sand Skovsted udviklet en løsning, nemlig deres moderne WC, ’Poosition’, der med sin ergonomiske form kan forebygge afføringsproblemer. Designduoen, som også kaldes ’Pinkorange’ modtog hæderen for at tænke ud af boksen – og badeværelset.

Et skulderklap og kærligt skub ud i fremtiden
15. Juni Fondens hæderspris blev uddelt til i alt seks projekter inden for design og kunst. Fonden præmierer nytænkning og ideer, som tør udfordre samfundets tabuer. På fondens hjemmeside skriver man:

- Fremtidens kunstnere og designere er ikke bange for at sætte fingeren på nogle af de ømme punkter, som vi som samfund ofte prøver at vige udenom.

Sammen med skulderklappet følger et beløb på 40.000 kroner. En håndsrækning som skal hjælpe designerne og kunstnerne med at øge kendskabet til deres projekter.

“Fremtidens kunstnere og designere er ikke bange for at sætte fingeren på nogle af de ømme punkter, som vi som samfund ofte prøver at vige udenom.15. Juni Fonden”