
Med udgangen af februar fratræder Lene Tanggaard som rektor for at fortsætte som professor på Aalborg Universitet. Det markerer vi med en afskedsreception på Designskolen Kolding mandag den 24. februar kl. 15.00-17.00.
Kærlig hilsen fra afgående rektor inden afskedsreception: Styrket fremtid for dansk design
På mandag den 24. februar siger rektor Lene Tanggaard farvel til medarbejdere, studerende og samarbejdspartnere ved en afskedsreception. Under hendes ledelse har Designskolen Koldings forskning og uddannelser taget kvantespring. Særligt skolens fokus på sammenhængen mellem leg og design har rykket sig.
Forskningen har løftet designuddannelserne
- Da jeg startede, handlede diskussionen meget om, hvordan designfaget kunne akademiseres, og om akademiseringen var gået for vidt. Nu handler det heldigvis mere om, hvordan forskningen kan løfte dansk design og designuddannelserne.
At samtaler udvikler sig over tid er naturligt, men Designskolen Kolding har under Lene Tanggaards ledelse samtidigt skruet op for ambitionsniveauet.
I dag er designere ofte oppe imod mere akademiske faggrupper som ingeniører, psykologer eller økonomer, der alle er stærke i at argumentere for deres faglige og rationelle begrundelser for mulige løsninger. Men her mener Lene Tanggaard, at man ikke må glemme designerne som innovationskraft:
- Designere er lidt karikeret kendt for at være mere nede i deres mave og følelser. Vi skal løfte designerne til også at kunne argumentere analytisk og træffe valg, der gør, at design kommer højere op i værdikæden. Design er ikke bare en lækker finish, men strategisk vigtig for en organisation, der vil være med til at forme fremtiden.
Leg skal tage dansk design til næste niveau
Lene Tanggaard tror på, at den forskning, der laves nu og i fremtiden på Designskolen Kolding, vil styrke dansk design og skabe en mere rummelig verden, når man kombinerer design med leg. Derfor har Designskolen Kolding internt formuleret en ambition om at blive et Playful University.
- Leg skal gennemsyre hele vores organisation. Ikke bare som et appendiks, men virkelig som noget, hvor designere uddannet hos os trænes i det kreative og det legende. De skal turde eksperimentere, de skal turde lege, de skal turde undersøge. Det er kompetencer, vores dimittender skal tage med ud i verden, slutter Lene Tanggaard sin foreløbige afsked med dansk design.

Lene Tanggaard tiltrådte som rektor 1. januar 2020.
Kontakt
Vil du tale med Lene Tanggaard om hendes tid på Designskolen, hendes vision for fremtidens designforskning og hendes opfordring til en mere legende tilgang til innovation? Så er hun tilgængelig for interview frem til udgangen af februar, hvor hun gerne vil dele sine indsigter i, hvordan Designskolen Kolding har arbejdet med at kombinere leg og design gennem forskning.