24 nov. 2017 / Uddannelse og forskning

Køkkenkværn til madrester hædres

15. Juni Fonden giver særpris til Ghazaleh Akhavans kandidatprojekt fra Designskolen Kolding.
Af Charlotte Melin

Man kan med rette påstå, at der er penge i skidtet. I alle fald for Ghazalah Akhavan, som i aftes modtog  15. Juni Fondens såkaldte uansøgte hæderspris på 40.000 kr. 
Ghazaleh Akhavan tog afgang fra Designskolen Kolding i sommeren 2017 med projektet ComposTech, en futuristisk komposter, skabt for at minimere madspild i de industrialiserede lande.
"Et godt eksempel på design, der kan gøre en forskel, og forandre en uheldig praksis til en ny og bedre, er afgænger Ghazaleh Akhavan, Kolding Designskoles projekt ”Futuristisk kompost”, ComposTech," begrunder15. Juni Fonden for prisen.
ComposTech skal sikre, at mere mad bliver spist, inden det kasseres, og hvis det kasseres, at reducere de miljømæssige følger af madspild. Kort og godt at øge bevidstheden om ressourceforbrug og appellere til den enkelte om i højere grad at tage ansvar og bidrage til en mere bæredygtig dagsorden i dagligdagen. Den vision vil 15. Juni Fonden gerne bakke op om:
"I samarbejde med EU Fusion har Ghazaleh lavet en futuristisk komposter, et stykke industriel design, der på sin egen diskrete og velgennemdesignede måde påkalder sig opmærksomhed. Det erklærede mål er, at ”gøre vores verden grønnere ved at forvandle affald til værdi”. Det lyder som et mageløst eventyr, for hvordan kan noget værdiløst transformeres til værdi?".

Alt sammen på 24 timer
Designet af ComposTech er gennemtænkt. En elegant hvid cylinder med en svungen, organisk grøn streg, der  ligner et stykke brugsdesign, skabt til at forskønne hjemmet. Bag den diskrete overflade gemmer sig et stykke hard core industriel design, hvor overfloden fra de privilegeredes husholdninger forvandles til kompost. Der er indtænkt kulfibre for at minimere lugtgener, og de mange niveauer fra top til bund baner vej fra den kasserede mad til den færdige kompost, der kan bruges som gødning i hus og have. Alt sammen på kun 24 timer.
"Komposteren appellerer til brugeren i en grad, så man næsten kan tale om ’nudging’ - både i design og interface. En app, gør det muligt for de enkelte familiemedlemmer på legende vis at bidrage til at styrke hjemmets bæredygtige profil. At bruge komposteren er beslægtet med et videospil, hvor man kan gøre en miljømæssig forskel og samtidig belønnes i spiluniverset. Man forestiller sig næsten en kamp i børneflokken om at komme til først. Alt sammen i en god sags tjeneste." 

"Der er så mange gode ting og tiltag i projektet, der både befordrer den gode, foretrukne adfærd og samtidig lever op til helt klassiske formgivningsmæssige dyder inden for det industrielle design. Enkelt, klart og stærkt tænkt – i fin tråd med den danske design tradition. Der som bekendt altid har et menneskeligt udgangspunkt – og sætter brugeren i centrum. Her flot ført ind i det 21. århundrede," fastslår fonden. 

“Det erklærede mål er, at ”gøre vores verden grønnere ved at forvandle affald til værdi”. Det lyder som et mageløst eventyr, for hvordan kan noget værdiløst transformeres til værdi?.”