Koldingstolene - et fællesskabsværk, der forener og fortæller
Koldingstolene - et fællesskabsværk, der forener og fortæller
Designskolen Kolding og Kolding Kommune har sammen skabt Koldingstolene, et unikt fællesskabsprojekt. Projektet er skabt, da design gennemsyrer den måde, vi arbejder på i både Kolding Kommune og på Designskolen Kolding, hvorfor vi gerne vil vise, hvad designprocessen egentlig kan, når den får lov til at udfolde sig.
En simpel idé
Vores projekt begyndte med en simpel idé: Alle bruger og har en stol, så hvorfor ikke lade folk hjælpe med at designe dem? Vi ville vide, hvad der gør Kolding som kommune speciel for dem, der bor her. Fra fortællinger om vores industrihistorie til de daglige små møder på byens busser, har hver historie bidraget til designet af vores stole.
Brudstykker af en helhed
Med input fra borgerne i kommunen gik vi på opdagelse i, hvilke historier, vi fortæller om os selv? Er der temaer, som går igen fra fortælling til fortælling? Og kan vi måske bruge disse temaer som platform for vores videre arbejde. Vi tænkte over materialer, former og funktioner. Vi skitserede, byggede prototyper og diskuterede, hvad der virkede, og hvad der kunne gøres bedre. Med Koldingstolene har vi forsøgt, at indfange brudstykker af den helhed, vi i fællesskab kalder for Kolding - en helhed, der omfavner Koldingensernes liv, hverdag og omgivelser.
Resultatet? Tre unikke stole, der er mere end bare siddepladser: De er små kunstværker, der fortæller historier.
At dele og skabe sammen
Én stol bærer præg af vores stolte industrielle fortid, en anden fejrer de korte møder, der binder os sammen i hverdagen, og den tredje fanger skønheden i vores omgivelser. Alt sammen noget vi deler med hinanden, og som er med til at få vores fælles kommune til at føles som “hjemme”. Koldingstolene viser, at design handler om mere end æstetik: Det handler om fællesskab, om at dele og skabe sammen.Tak til Kolding Kommune for uvurderlig støtte til projektet samt alle bidrag og stemmer fra såvel borgere som fageksperter.
Se stolene på Folkemødet 2024
På Folkemødet 2024 kan du finde Koldingstolene på stand G31 ved havnekajen i Allinge. Du kan også prøve kræfter med at bygge din egen stol, når vi afholder workshops. Det hele bliver faciliteret af faglærere og superbrugere fra Designskolen Kolding.
Workshops
Torsdag den 13. juni kl. 10:30 - 11:30 og igen kl. 14:30 - 15:30.
Fredag den 14. juni kl. 10:30 - 11:30 og igen kl. 14:30 - 15:30.
Lørdag 15. juni kl. 10:30 - 11:30 og igen kl. 14:30 - 15:30.
Projekteam: Design lead; Mikkel Mikkelsen. Juniordesignere; Molly Dam Østergaard, Pil Isabella Nicolaysen og August Severin Kjærholm Rizzi. Projektledelse; Andreas van der Merwede. Projektansvarlig; Charlotte Melin.
Desuden medvirker følgende på Folkemødets stand G31: Studerende: Freya Brinkmann, August Severin Kjærholm Rizzi og Emil Kruse Hansen. Ansatte: Anne-Mette Hummel Holm, Eva Kappel, Lene Friis, Jakob Bladt Jensen, Lene Tanggaard.
Udstillingsopbygning og -design: Allan Schmidt; Video: Stupid Studio.