14 nov. 2023 / Uddannelse og forskning

Millionbevilling til nyt forskningsprojekt

Designskolen Kolding modtager 5,9 mio. kr. til nyt banebrydende forskningsprojekt om leg og børns overgang til skolen
Af Katrine Worsøe

Helle Marie Skovbjerg, professor på Designskolen Kolding og en af Danmarks førende forskere inden for leg og design, har modtaget en bevilling på 5,9 millioner kroner fra Danmarks Frie Forskningsfond. Tildelingen sker inden for fondens tematiske virkemiddel, "Læring og trivsel i folkeskolen," som har til formål at styrke børns overgang til skolen og deres trivsel i denne fase.

Danmarks Frie Forskningsfond modtog i alt 18 ansøgninger inden for programmet "Læring og trivsel i folkeskolen." Helle Marie Skovbjergs projekt var et af de seks udvalgte projekter, der blev tildelt midler. Helle Marie Skovbjergs projekt sigter mod at undersøge, både teoretisk og empirisk, hvordan leg kan anvendes som en pædagogisk tilgang til børns overgang til skolen. Formålet er at sikre børns adgang til legefællesskaber, legaktiviteter og en følelse af tilhørsforhold. Projektet vil kombinere teori bl.a. fra det sociokulturelle område, barndoms- og legeforskning.

 - I samarbejde med lærere og pædagoger vil vores projekt gennemføre en række aktioner på to skoler ved at anvende strukturerede legeeksperimenter. Denne samarbejdsproces involverer også børn og forskere, som sammen vil udforske, hvordan vi kan skabe en positiv oplevelse af overgangen til skolen, hvor børn føler sig velkomne og inkluderet i fællesskabet med andre børn siger Helle Marie Skovbjerg.

Resultaterne forventes at føre til nye metoder til at organisere pædagogiske overgangsaktiviteter, der fremmer deltagelse i legefællesskaber. Disse metoder vil kunne bruges af fagfolk i hele landet og forbedre overgangen til skolen for kommende generationer af børn. Desuden forventes projektet at bidrage til udviklingen af en ny teoretisk forståelsesramme for betydningen af leg i overgangsfasen til skolen. Dette vil gavne forsknings- og pædagogiske miljøer og bidrage til en dybere forståelse af legens rolle i børns udvikling.

Tematisk forskning som denne udgør en politisk og strategisk satsning inden for et specifikt tema. Dette åbner op for bidrag fra alle videnskabelige områder, der kan tilføre viden til det pågældende tema. Den tematiske forskning supplerer den frie, uafhængige forskning og bidrager til at løse samfundsmæssige udfordringer.

 - Uddannelse skaber bedre muligheder for den enkelte og for samfundet, og i fremtiden får vi brug for alle, hvis vi skal sikre vores velfærdssamfund. Derfor er det utrolig vigtigt at styrke videngrundlaget for læring og trivsel i både folkeskolen og på erhvervsuddannelserne. Det bidrager til at gøre os klogere på, hvad der udgør en god skolegang, og hvordan vi kan øge kvaliteten på vores uddannelser, når vi i regeringen tager fat på det videre reformspor på uddannelsesområdet. Jeg glæder mig meget til at følge de spændende forskningsprojekter, som i dag har modtaget bevillinger siger uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund.

Projektet "Læring og trivsel i folkeskolen" er et nationalt og internationalt partnerskab med UC Syd, Aarhus Universitet (DPU), Monash University, Western Norway University of Applied Sciences, designbureauet 1508 og designer Esben Rahbek Design.