Skitser af tidligere Design for Change-projekter.
18 nov. 2016 / Uddannelse og forskning

Nyt liv i korshærens klude

Kirkens Korshær donerer brugt tøj til studieprojekt på Designskolen Kolding
Af Charlotte Melin

Helt i ånd med Kirkens Korshærs formål har organisationen rakt Designskolen Kolding en hjælpende hånd. Et ordentligt læs brugt tøj, som studerende og forskere skal bruge til at undersøge, hvordan design kan tilføre gammelt tøj ny værdi.
- En af de ting der diskuteres meget i øjeblikket er, hvordan vi som designere kan arbejde bevidst med et produkts levetid i forhold til en mere bæredygtig udvikling, siger adjunkt og underviser Ulla Ræbild.

Up-cycling
Genbrugstøjet skal bruges som led i et omfattende undervisningsprogram om bæredygtighed ved navn ’Design for Change’. En af de måder, man kan forlænge tøjets levetid på er ved at designe noget, som forbrugerne beholder længe. Det kan man bl.a. gøre ved at fokusere på de følelsesmæssige, funktionelle og tekniske aspekter – eller ved at tilføre ting der er smidt bort ny værdi gennem et redesign – også kaldet up-cycling.
Uanset tilgangen er det vigtigt at undersøge, hvordan tøj bruges og slides, både i forhold til materialer og pasform.
- Derfor er donationen fra Kirkens Korshær af meget stor værdi for undervisningen. Samtidig giver den store mængde gammelt tøj de studerende mulighed for at eksperimentere frit med nye up-cyclings koncepter, fastslår Ulla Ræbild. Donationen er kommet i stand gennem ekstern konsulent ved Kirkens Korshær og forsker i genbrug, Frederik Larsen, som ser samarbejdet som en mulighed for at skabe udvikling i genbrugssektoren. - Genbrug af tøj er et marked i voldsom udvikling. Den miljømæssige gevinst ved at genbrug kan være stor, og det er spændende at se hvordan unge designere kan være med til at bringe ny værdi til tøjet og øge udnyttelsen. For en organisation som Kirkens Korshær er det vigtigt at udnytte tøjet bedst muligt og med et større fokus på mulighederne i genbrug er vi med til at vise forbrugerne værdien af brugt tøj og samtidig bidrage til at skabe forandring i modeindustrien, siger Frederik Larsen.