01 apr. 2024 / Projekter

Personalet, oplevelser og god mad er det vigtigste på et plejehjem

Beboere, pårørende, personale, ansatte og venner bidrager med bud på, hvad der skal til for at skabe et ”Fremtidens plejehjem”
Af Marianne Baggesen Hilger

Næsten 100 beboere, pårørende, naboer, ansatte og venner var med, da samarbejdet mellem Birkelund Plejecenter ved Aabenraa og Designskolen Kolding blev startet i forbindelse med en nytårskur. Målet var at få bud på, hvad der skal til for at skabe så godt et plejehjem, at det kan kaldes ”Fremtidens plejehjem” – og det stod hurtigt klart, at der er tre ting øverst på ønskelisten: Et godt personale, god mad og oplevelser.

Designerne har bedt alle deltagerne komme med bud på, hvad de små glæder er, hvad glæde er på Birkelund, og hvordan man selv kan gøre andre glade – og blandt buddene var:

Hvad er de små glæder?
Rundstykker på en søndag
Når jeg kan hjælpe lidt til, fx i køkkenet
Ture
Koncerter
Andagter
At møde en af de andre, man godt kan lide

Hvad er glæde på Birkelund?
At der bliver sagt god morgen og god nat betyder meget.
Det er trygt, at der altid er nogen omkring os.
Et personale, der kan sine ting
Kattene
At vi oplever, det er et hjem

Hvordan kan du gøre andre glade?
Ved selv at være glad og tilfreds
Snakke med beboerne om gamle dage – eller børn
Holde i hånden eller gå en lille tur rundt om huset
Forstå det enkelte menneskes livshistorie ( liv)
Godmodige smådrillerier til at grine ad / komme hinanden ved / at være glad.

De mange bud blev skrevet ned i forbindelse med en nytårskur med tre-retters middag, kaffe og lagkage, og det blev en meget festlig start på samarbejdet. Der var enkelte negative kommentarer – en kvinde synes fx, det er kedeligt på plejehjemmet, og at fjernsynet er ens bedste ven – og en noterede, at der ind imellem kommer ansatte, der er for unge, og som ikke evner at starte den samtale, som personalet må starte. Kun meget få af beboerne kan selv. På positivsiden var til gengæld en massiv ros til personalet, og en af beboerne noterede bl.a. ”Personalet er godt og ledelsen suveræn. Er der problemer, bliver de løst omgående.”

I dette indledende møde deltog i alt tre designere og syv studerende fra Designskolen Kolding – og de gennemførte de første mindre interviews med deltagerne i kick off-mødet.

I de kommende uger vil designerne tale videre med beboerne, personalet, de pårørende og vennerne. De vil tage udgangspunkt i, hvordan den oplevede og faglige kvalitet understøtter, at et plejehjem ikke er en afslutning, men en selvstændig, individuel og helende fase i livet. Der ses også på de pårørende, deres rolle og ressourcer, deres engagement og deres forhold til personalet. I forhold til beboerne samles indsigter omkring deres livsverden, og hvordan det er at bo et sted, hvor mange bor tæt sammen. Samtidigt undersøges, hvad der drømmes om – hvordan man ønsker det skulle være. Hvordan man kan opnå det – i morgen – om en uge – om et år. Hvad skal der til? Og hvem kan gøre hvad for, at det lykkes?