Seniordesigner Laila Truelsen fortæller om TACTUS
09 apr. 2019 / Uddannelse og forskning

Ståluldssvamp får børn til at tale om følelser

Det kan være svært for børn at sætte ord på, hvordan de har det, og hvad de tænker, hvis de aldrig har lært det. I endnu højere grad hvis de har psykiske og sociale vanskeligheder. Men nu har designere fra Designskolen Kolding udviklet værktøjet TACTUS, som hjælper børnene med at sætte ord på tankerne.
Af Lisbeth@dskd.dk

Nogle børn oplever svigt, som medfører, at de får så svære sociale og emotionelle vanskeligheder, at de har behov for at gå på en specialskole. I Kolding hedder specialskolen Marielundskolen. Marielundskolens fornemmeste opgave er at styrke børnenes udvikling, så de på sigt ikke har behov for den hjælp og støtte, som de får på specialskolen. TACTUS er udviklet til at hjælpe Marielundskolen med opgaven, og arbejdstitlen på projektet er: Hvordan gør vi os selv overflødige?

- Og ret konkret så handler det her projekt om noget af det, som er allervigtigst for Marielundskolen, det er, at børnene skal høres. Og at de skal kunne lære at forholde sig til deres følelser og tanker for at kunne agere anderledes fremadrettet og for at kunne ændre f.eks. udadreagerende adfærd eller sådan nogle ting, uddyber Laila Truelsen, der er seniordesigner i LAB for social design på Designskolen i Kolding.

TACTUS består af ting mange ejer
TACTUS består af nogle spilleplader og tre kasser. Spillepladerne er i A3-format. På hver spilleplade er der en enkelt tegning. Det kan være et omrids af en person, et våbenskjold, en fodboldbane eller et rektangel sammensat af flere felter ligesom i Soduko. I den ene kasse er der nogle hæfter og kort, hvor der er introduktion til værktøjet, cases, en manual og kildehenvisninger. Imens de to sidste kasser består af flere rum, der er fyldt af ting med forskellig taktilitet.

- Tingene, de er helt almindelige hverdagsting, eller noget man kan få fat i forholdsvis billigt, fordi det jo er et værktøj, der skal bruges på en skole, og ting forsvinder og sådan noget, så den skal være nem at fylde op igen, siger Laila Truelsen.

Samtidig med at tingene er valgt ud fra taktilitet, er de valgt ud fra farver, og hvad de kan symbolisere. Så man finder både bløde, blanke og ru ting i kasserne. Det kan være en Rens-let ståluldssvamp, elastikker, en metalkæde, en møtrik og en lille fin sølvæske der blinker og glimter, og som man kan tage låget af. Dermed er det ting, man kender og kan finde alle mulige steder.

Selvmordstanker og en følelse af at være fængslet
Når man rører ved tingene, kan de hjælpe én med at artikulere, hvad man tænker og føler. Laila Truelsen fortæller, hvad TACTUS blandt andet har hjulpet børnene med at udtrykke.

Ståluldssvampen har en metallisk, krøllet og ru overflade. Normalvis anvender vi den til at rengøre gryder med.

- Nogle af børnene har taget den op af kassen, når de har skullet fortælle, at de f.eks. har lidt kriller i maven eller rod i hovedet, eller at der er noget, der ikke er helt rart.

En dreng tog metalkæden og en bold op af kassen. Metalkæden lagde han på spillepladen med omridset af en person. For enden af kæden lagde han bolden, og så malede han nogle striber hen over personen.

- Han sagde, at han følte, han ligesom var i fængsel, fordi han ikke kunne komme til at se sin far, som havde en psykisk lidelse, hvilket gjorde, at han ikke kunne se ham i en længere periode.

I et hjørne plejede en tavs dreng at sidde med sin bamse i hånden uden helt at deltage i tingene. Da TACTUS kasserne blev sat på bordet, ville han røre ved alle tingene og var pludselig aktiv. Han fik sat ord på nogle svære følelser.

- Der var også en anden test, hvor vi var med til en samtale, hvor der var en dreng på 8 år, som får fortalt, at han faktisk har haft grimme tanker – sådan lidt selvmordsagtige, som man ikke var klar over, men som der bliver taget hul på i den her snak, og hvor de så kan have en sikker og rolig samtale om det. Og hvor drengen så efterfølgende har fået lov til at komme af med de her ting, og hvor en fagperson kan sige, jamen det her – det taler vi med din mor om, og det gør vi noget ved. Du skal ikke gå rundt med det alene.

TACTUS gør det mere ufarligt at udtrykke følelser
De foreløbige erfaringer med TACTUS har vist, at det bliver mere ufarligt for børnene at fortælle, hvordan de har det, når de sidder med en ting i hånden, som de kan tale ud fra. En pædagog har fortalt, at nogle af børnene kan have svært ved at sidde i længere tid og tale, især om følelser. Og nu oplever han, at de kan sidde i op til 30 minutter og tale om det.

- Det er ligesom om, der kommer et spor af, at det gør sig selv, og det er det her med det intuitive og kropslige før det analytiske. Der er noget, der hjælper én, slutter Laila Truelsen.

FAKTA: TACTUS er udviklet i samarbejde med medarbejdere på Marielundskolen i Kolding og er støttet af Velux Fonden. TACTUS har været normeret til en Danish Design Award.

Hør mere om projektet ved at lytte til podcasten og find de øvrige afsnit her

“Design til tiden er en podcast-serie udgivet af Designskolen Kolding. Lyt med og bliv klogere på den forskel designforskning kan skabe.”